Afghansk familie fra Hanstholm udvises fredag
Foto: Privatfoto
Datteren Nilofar er dybt berørt af beskeden om udvisningen.
Den afghanske familie Ozbake fra Hanstholm Asylcenter udvises i morgen efter, at deres asylansøgning er afgjort efter tre et halvt års sagsbehandling.
Familien Ozbake skal sendes til Afghanistan i morgen, efter deres asylansøgning er blevet afvist.
Datteren Nilofar er født i Iran, og hendes far er flygtet fra Afghanistan. I tre et halvt år har familien ventet i asylcenteret i Hanstholm, mens deres asylsag blev færdigbehandlet.
Nu er afgørelsen kommet: I morgen skal familien sendes hjem fra asylcenteret i Hanstholm til et krigshærget land, som familien ikke har været i i mere end 20 år.
Datteren i familie bryder grædende sammen, da hun fortæller sin skoleklasse, at hun fredag skal sendes hjem til et land, hun ikke været i.
Ingen af familiens børn er født i Afghanistan, og familien har ikke været der i over 20 år. Herudover er familiens voksne ramt af sygdom.
Familiens børn er alle velintegrerede og et af børnene, datteren Nilofar, er nået langt i sine studier og betegnes som en flittig, velintegreret ung pige, der har lært det danske sprog og som, i lighed med resten af familien, har langt større tilknytning til Danmark, end hun har til Afghanistan, skriver Limfjord Update.
En gruppe frivillige har arrangeret en protestdemonstration imod udvisningen af Ozbake familien, og demonstrationen finder sted på Store Torv i Thisted i dag kl. 14.00.
Facebook gruppen Stop Udvisningen af familien Ozbake har på et døgn fået over 1000 medlemmer.
I video-klippet herunder fortæller datteren om udvisningen i afskeden til sin klasse.
- Det er ikke mit land, jeg vil ikke tilbage. Jeg er født i Iran, men Danmark er mit land. Ingen vil høre på mig, jeg kan ikke flytte, siger hun grædende til sine klassekammerater.
- Nilofar er en flittig og dygtig studerende, som er velintegreret og har lært det danske sprog med stor flid. Hun drømmer om en fremtid her i Danmark og at få en uddannelse her i Danmark. Jeg er selvfølgelig berørt af situationen, for jeg ved, at Nilofar har større tilknytning til Danmark end Afghanistan. Og jeg forstår ikke, vi har et system, der er tre et halvt år om at behandle en asylsag for derefter at sende familien tilbage til et land, som børnene ikke kender. Der er tre børn, og de er de væsentligste tabere i det her - desværre, siger Karin Korsgaard, der er konsulent på Thy-Mors HF & VUC i en video, der er lagt op på den offentlige Facebook-gruppe.
Rektor på skolen har netop givet eleverne fri, så de kan deltage ved demonstrationen på Store Torv senere i dag.