Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Outdoor NU: Tag på jagt efter Nordens hvidløg

Foto: Esben Buch

I Aalborg Kommunes offentlige parker og skove, kan du netop nu indsamle de velsmagende og c-vitaminrige ramsløgblade til dit eget forbrug. I følge naturbeskyttelsesloven må du hjemtage, det du kan bære i en lille spand, en pose eller i en lille kurv.

April er højsæson for indsamlig af vilde ramsløg - også kaldet "Nordens hvidløg"

Siden Bondestenalderen og gennem de seneste 6000 år, har der vokset ramsløg som en naturlig hjemmehørende vild plante i Danmark og anno 2018, er den stadig en af vore mest eftertragtede spiselige vilde planter.

Du kan indsamle ramsløg i flere af Aalborg Kommunes offentlige parker bl.a. i Mølleparken i Hasseris og i Skanseparken på toppen af Nørresundby.

Du finder de friske grønne ramsløgblade på muldrig bund og især under gamle bøgetræer. Du kan kende ramsløg på de elliptiske blade, de lange trekantede stængler og på bladenes markante og stærke duft af frisk hvidløg. Ofte dækker ramsløg så store områder af skovbunden, at den nærmest bliver enerådende, hvilket du eksempelvis kan opleve i parken ved Vildmosegaard og Lille Vildmosecentret i det nordøstlige Himmerland.

Ramsløg kan benyttes til utallige kulinariske formål i det nye Nordiske køkken - her indsamler kokkelever fra Food College i Aalborg, friske grønne ramsløgblade i Mølleparken på toppen af Aalborg.

Ramsløg formerer sig ved frø, der efterstræbes af flere arter af myrer. Myrerne sikrer sig mad og er samtidigt med til at sprede frøene rundt i naturen. Ramsløgblomster og plantens grønne frøkapsler, der kommer frem i maj-juni, er velsmagende i salat og til grønne syltede kapers. Her i april er det først og fremmest de grønne blade, vi benytter til vild mad. Ved indsamling er det en god ide at klippe bladene af med en saks, således løgene under jorden bevares og planten kan skyde igen.

De friske grønne ramsløgblade, kan benyttes til alle de retter, hvor du ønsker en fin mild smag af hvidløg. Prøv eksempelvis med fintsnittede grønne ramsløgblade i en kartoffelsalat, som de grønne blade i pesto, som pynt på supper, i sammenkogte retter, i wokretter og som det grønne drys på klassisk dansk smørrebrød. Kværn en håndfuld skyllede ramsløgblade med en smule god olivenolie og smag til med sydesalt. Brug så denne velsmagende ramsløgpasta til lam, kylling, røget fisk og røget dyrekølle.

Ultimo april og i maj, skal du være opmærksom på ikke at forveksle ramsløg med den meget giftige liljekonval - de to planter kan vokse side om side i parker og haver. Den giftige liljekonval kan kendes på de violette bladskeder og på de flere tulipanfoldede blade om samme stilk, der ikke dufter af hvidløg. Ramsløg kendes på sin stærke duft af hvidløg og på at de stilkede elliptiske blade vokser på hver sin trekantede stilk. Bemærk begyndelsen til den stilkede hvide ramsløgblomst, som her ses i knopstadie. Foto: Esben Buch

Opskrift: Vårsild med ramsløg

I april er det også højsæson for sildefiskeri i Limfjorden og som en ide til frokostbordet får du her naturvejleder Esben Buch's favoritopskrift til 4 personer, hvor selvfangede sild kombineres med forårets vilde ramsløg.

Ingredienser:

  • 2 store marinerede fileter af Vårsild fra Limfjorden deles i fire stykker

  • 1 kogt æg deles i 4 kvarte til pynt

  • 4 mellemstore bagekartofler

  • 35 g smør

  • 2,5 dl creme fraiche

  • Groft Læsøsydesalt

  • 1 citron

  • 2-3 dl finthakkede ramsløgblade

  • 4 skiver friskbagt groft rugbrød

Sådan griber du opskriften an:

Kartoflerne skrubbes, tørres, krydssnittes og pensles med smeltet smør.

Lægges i et ildfast fad og bages ved 200 grader i 1 1/4 time

2-3 håndfulde ramsløgblade skylles grundigt og hakkes fint Creme Fraiche blandes med finthakket ramsløg og smages til med sydesalt og lidt saft fra en økologisk citron Kartoflerne tages ud af ovnen og efter afkøling, klemmes hver kartoffel, således den åbner sig i krydssnittet En skefuld creme fraiche med ramsløg lægges i hver kartoffel De udskårne sildefileter lægges på hver kartoffel og der pyntes med hakkede ramsløgblade Hver ramsløgsild pyntes nu med det kvarte æg Nydes med det grove rugbrød som tilbehør, en porsesnaps og en god flaske øl!

Rigtig god fornøjelse og glædeligt forår til alle

Om Outdoor Bloggen

Outdoor NU's korps af dygtige naturvejledere deler her på bloggen deres bedste råd til naturoplevelser, mad fra naturen og meget andet.

Bloggen er alene et udtryk for skribenternes egne meninger.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.