Kjeldsen er ude af krisen: - Jeg kan blive den bedste i verden
I første afsnit af TV2 Nords portrætter af de nordjyske OL-atleter møder vi Søren Kjeldsen, der efter en lang krise nu spiller det bedste golf, han nogensinde har gjort.
I første afsnit af TV2 Nords portrætserie med nordjyske OL-atleter møder vi Søren Kjeldsen, der efter en lang krise er tilbage - bedre end nogensinde.
Søren Kjeldsens historie er fortællingen om en golfspiller fra Nordjylland, der på få år har vendt sit livs nedtur til nu at stile mod toppen i en af verdens mest populære sportsgrene.
- Når man først har set udyret i øjnene og fundet ud af, at hvis jeg skal møde det, så er jeg klar det til. Så kan man smøre ærmerne op og komme i gang igen, siger Søren Kjeldsen, da TV2 Nord møder ham til et interview på Himmerland Golf & Spa Resort.
41-årige Kjeldsen havde sit bedste golfår nogensinde i 2015 med otte top 10-placeringer og en sejr på Europa Touren. Senest i april spillede han sig til en imponerende syvendeplads i verdens mest prestigefyldte majorturnering, US Masters.
- Jeg sammenligner det altid med Barcelonas fodboldhold. De elsker at spille og spiller med et smil på læben. Det er derfor, de gør det så godt, og det er det, jeg har arbejdet med de seneste 18 måneder, siger Søren Kjeldsen.
Den seneste tid har været en leg for Søren Kjeldsen, men for bare få år siden var han i dyb krise både på og uden for golfbanen. Nordjydens tidligere manager gik blandt andet konkurs og snød Kjeldsen for flere millioner sponsorkroner.
- Alt det, som gjorde det fedt for mig, forsvandt lige pludselig. Det handlede om at tjene penge, fordi man har mistet en masse. Det blev anspændt og et arbejde, som det aldrig havde været for mig, siger nordjyden fra Brønderslev.
Alt det, som gjorde det fedt for mig, forsvandt lige pludselig.
Søren Kjeldsen var i 2009 helt oppe som nummer 31 i verden. Men herefter gik det kun den gale vej, og nedturen kulminerede i 2014 med en plads i verden som 353. Nu er Kjeldsen så igen tilbage blandt golfens elite som nummer 39.
- Så jeg har været alt det der igennem, hvor man tvivler og tænker, at man måske bliver nødt til at finde på noget andet at lave. For mig var det et forfærdeligt billede at have i hovedet, siger han.
Heldigvis for Kjeldsen er glæden og det gode spil nu tilbage hos nordjyden. Til august venter der så formentlig en tur til Rio og de olympiske lege med golf på programmet for første gang – hvis Kjeldsen som forventet bliver udtaget.
Det bliver forhåbentligt med en Søren Kjeldsen i OL-topform, der trods sine 41 år stadig drømmer om at blive den bedste af de bedste.
-Jeg er ret overbevist om, at jeg kan blive blandt de ti bedste i verden. Hvis jeg kan blive blandt de 10 bedste, har jeg også en chance for at blive den bedste.
Jeg er ret overbevist om, at jeg kan blive blandt de ti bedste i verden.
- Mange vil mene, at jeg allerede har opnået meget, men jeg vil ikke lægge en begrænsning på mig selv. Det er gået skide godt og lad os se, om jeg ikke kommer helt til tips en dag, slutter Søren Kjeldsen.
Danmark sender to golfspillere til OL i Rio. Spillerne bliver officielt udtaget den 11. juli, og her ligger Søren Kjeldsen lunt i svinget foran sine danske konkurrenter.