Fund fra fortiden: En guldmønt på en pløjemark
Foto: Johnni Isaksen
I vores arkæologi-serie "Nordjyske Fund" besøger vi Vendsyssel Historiske Museum. Arkæologerne viser deres favoritfund frem, og vi følger et rejsen for et stykke danefæ.
På en mark lidt uden for Øster Brønderslev har detektorføreren Peter Drustrup fundet en guldmønt. Og det er ikke bare hvilken som helst guldmønt, han har fundet i mulden. Det er en mønt af høj kvalitet, som kan spores tilbage til 1513.
- Det er en lidt besynderlig mønt under danske forhold. Det er ikke sådan en, vi finder særlig ofte. Det er en gylden – en særlig mønttype, forklarer Morten Larsen, afdelingsleder, middelalderarkæologi, Vendsyssel Historiske Musem.
Han mener, at det må være en person, der enten har været på gennemrejse eller en, der er kommet hjem fra rejse til Nürnberg, der har tabt mønten på marken.
Mønten ser ud som for 500 år siden
Peter Drustrup har tidligere fundet en masse skatte i jorden. Til det bruger han sin metaldetektor, og når han har fundet et sted i jorden, hvor den har fundet metal, bruger han en endnu mindre metaldetektor-stav til at rode i jorden med.
- Jeg søger 20-25 centimeter ned i jorden, og er der et spændende signal har jeg sådan en pinpointer, til at hjælpe mig, fortæller han.
Mønten har han indleveret til Vendsyssels Historiske Museum, hvor blandt andet Michael Ejstrup Nielsen, der er arkæologisk assistent, har undersøgt den.
- Guld er jo guld. Mønten ser ud, som den kom op af jorden, og som den så ud, da den blev tabt for 500 år siden. Der er ikke så meget fikumdik ved guld – det er jo et rent metal, siger han.
Han anslår, at mønten består af 22 karat guld.
Danefæ
Mønten, der er danfæ, skal efter at være blevet undersøgt i Nordjylland, sendes til København. På danefæsekretariatet bliver den undersøgt af medarbejdere ved Nationalmusset, og måske bliver mønten senere udstillet.
Det er dem, der afgør, hvad mønten er værd.
Se hele programmet "Nordjyske fund" herunder eller se med i aften 19.25. Husk, at du altid kan se andet afsnit eller andre programmer på tv2nord.dk/tv.