Ulsted-drengene varmede op på Aalborg Stadion
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Ulsted-spillerne varmede op til fredagens returkamp ved at tage til Superliga-fodbold i Aalborg.
Fredag aften klokken 19.00 spiller Ulsteds serie 6-hold returkamp mod topholdet og arvefjenden Holtet.
De to hold mødte hinanden for under en uge siden, og her måtte Ulsted tage den seks kilometer lange tur hjem, med et 1-8 nederlag i rygsækken.
Returkampen er henlagt til Ulsteds knodlede træningsbane hvor man håber på et mirakel. Skal man hive en sensationel sejr hjem, skal det være på træningsbanen, der minder om en pløjemark.
Ulsteds spillere "varmede" op til lokalbraget ved torsdag at tage på Aalborg Stadion for at overvære topkampen i superligaen mellem AaB og FC København.
Spillerne fik både lov til at komme op på grønsværen og betræde den fantastisk flotte bane, der dog i følge flere af Ulsted-spillerne var lige lovlig hård. På banen fik spillerne taget et holdbillede.
Spillerne var også en tur på besøg i AaB's omklædningsrum hvor de fik lov at sidde på bænken, hvor de proffesionelle klæder om. Det store samtaleemne i omklædningsrummet var selvfølgelig AaB's lægetaske, for spillerne kunne nemlig ikke finde den flaske Doktor Nielsen, der er fast inventar i deres egen. I stedet var den fyldt op med kilometervis af tape.
Slutteligt fik Ulsted-drengene topkampen i Superlagen at se. Det blev en stor skuffelse rent sportslig, da AaB tabte kampen med 2-0. De 15 spillere og træner Simonensen fik alligevel en fantastisk aften på Nordjyllands flotteste stadion sammen med over 10.000 andre fodboldglade nordjyder.
Spørgsmålet er så om fodboldaftenen på Aalborg Stadion har givet noget gejst og inspiration til aftenens lokalopgør på Ulsted Stadion, alle er velkomne