White Hawks takker nej til NHL-spillere
Foto: Preben Nielsen - eframe.dk (Arkiv)
White Hawks har takket nej til tilbuddet om 8 til 10 NHL-spillere.
Tilbuddet om nye kræfter på White Hawks holdet frister ikke direktør Henrik Andersen. Han har i den seneste måned takket nej til op imod 10 NHL-spillere.
- Vi synes ikke vi har haft behovet for at få nye spillere. Vi har en bred og skadesfri trup, og det vil kun forstyrre holdet at få nye spillere ind udefra, siger direktør Henrik Andersen.
Strejken i den amerikanske hockeyliga gør, at spillerne gerne vil udenlands, og derfor søger de blandt andet til Frederikshavn. Men indtil nu har ingen af tilbuddene været interessante nok for White Hawks til at hente spillere til det nordjyske.
- Indtil nu har vi ikke fået tilbudt nogen, der er så spændene, at vi vil betale dem for at komme herop. Men hvis der kommer en spiller, der kan forstærke holdet væsentligt, så kigger vi selvfølgelig på sagen, siger Henrik Andersen.
Dog er der kommet ét tilbud, der har vækket interessen mere end de andre.
- Der er én spiller der ser rimelig spændene ud. Det er en markant spiller fra NHL-ligaen, men igen er det noget, vi skal overveje meget grundigt, før vi siger ja. Lige nu er vi rigtig tilfredse med den trup, vi har.
Inden for en uges tid har White Hawks besluttet sig for, om de vil hente den interessante spiller til Danmark.