Wauw: Se de smukke optagelser af Nordjylland
Fire fotografer har filmet Nordjylland i et år, og det er blevet til ”Nordjyllandsfilmen”, som du kan se her.
Jonas Winther, Simon Müller, Frederik Sørensen og Daniel Brandt er vilde med den nordjyske natur. Så vilde, at de bruger timevis af deres fritid på at forevige den.
- Du får hele paletten af naturoplevelser i Nordjylland. Der er alt fra de store skove til de vindblæste kyster, siger Daniel Brandt, der er født og opvokset i Hirtshals.
Han har rejst i store dele af verden, men hjemstavnen har en særlig plads i hans hjerte.
- I Nordjylland finder jeg ro. Her er lidt af det hele, og det er det, der får mig til at vende hjem, siger han.
Kobler af i naturen
For Simon Müller fra Sæby er det også roen, der gang på gang lokker ham ud med kameraet i hænderne.
- Naturen er et godt sted at koble af for mig. Når jeg har haft meget at se til med kandidatuddannelse og job, står naturen i kontrast til det, siger han.
De fire fotografers optagelser er nu samlet i ”Nordjyllandsfilmen”, som du kan se længere oppe i artiklen eller på TV2 Nord Salto søndag 23. oktober klokken 19.45.
Formålet med filmen er at vise, hvor smuk Nordjylland er.
Rold Skov kan noget særligt
I ”Nordjyllandsfilmen” kommer fotograferne vidt omkring, og både Daniel og Simon fremhæver Rold Skov som et af de steder i Nordjylland, der har gjort størst indtryk på dem.
- Hammer Bakker og Rold Skov kan noget helt specielt. Man kan forsvinde ud i en kæmpe skov, hvor farverne spiller sammen på så mange forskellige måder, siger Daniel Brandt.
- Én ting er at finde de her ”hidden gems” – noget andet er at huske at nyde vejen dertil, supplerer Simon Müller.
- Man behøver ikke rejse langt væk
Daniel Brandt og Simon Müller håber, at deres optagelser kan være en inspirationskilde for andre.
- Man behøver ikke nødvendigvis rejse langt væk for at få gode naturoplevelser. Der er mange steder i Danmark, der er værd at besøge og nyde, siger Simon Müller.
Kan filmen lokke folk fra andre steder end Nordjylland til regionen, er missionen lykkedes for Daniel Brandt.
- At få folk til at komme op og se vores smukke landsdel ville være det mest givende, siger han.