Vilstedpræst tilbage på prædikestolen
Den nu pensionerede sognepræst, Villy Jørgensen blev fritaget fra tjenesten tilbage i november sidste år på grund af en bedragerisag. Nu er han tilbage i præstekraven.
Biskop Karsten Nissen valgte tilbage i november sidste år, at fyre Villy Jørgensen efter at Vilstedpræsten i flere tilfælde blev beskyldt for at have tiltusket sig arv fra sine sognebørn.
Nu er Villy Jørgensen trods fyringen tilbage i præstekjolen, hvor han så sent som i søndags forestod gudstjenesten i Salling Kirke.
- Det kan han fordi han dengang blev fritaget for tjeneste indtil han gik på pension. Da han ikke er dømt for noget, er han sidestillet med alle andre pensionerede præster, forklarer Hans-Aage Mink, der er Provst i Vesthimmerlands Provsti
Som mange andre pensionerede præster, forkynder Villy Jørgensen nu guds ord på vikar basis.
- Jeg føler, at det er det, gud har kaldt mig til, så jeg føler mig rigtig hjemme i den opgave, siger Villy Jørgensen.
Villy Jørgensen kan i princippet vikariere i alle sogn, men et medlem af menighedsrådet i Vilsted, Ole Søndergaard Jensen, siger til TV2/Nord, at præsten i hvert fald ikke længere er velkommen på prædikestolen i Vilsted.
Hverken medlemmer fra menighedsrådet i Vilsted eller Skarp Salling, ville komme med yderligere kommentarer til Villy Jørgensens prædike-comback.