Villa ubeboelig efter brand
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Et tændt varmetæppe er formentlig skyld i at en brand brød ud i en villa på Gjøl fredag eftermiddag.
Fredag eftermiddag klokken 13.30 fik Beredskab Jammerbugt melding om en brand i en villa på Bakkedraget 7 på Gjøl.
- Da vi kommer frem er huset helt fyldt op med røg, og der har været fare for at det ville overtænde, fortæller indsatsleder Ole Leonhard.
- Men branden er som sådan ikke voldsom og vi bruger 30 minutter på at slukke den og så skulle huset ventileres og der skulle efterslukkes.
Årsagen er ikke med sikkerhed fundet og der skal brandteknikere til at undesøge den, men indsatslederen har en formodning.
- Vi formoder at branden er opstået i soveværelset hvor brandskaderne er. Enten i et varmetæppe eller i nogle el-installationer.
Det var naboer der alarmerede beredskabet og der var ingen personer i huset, da branden brød ud. Ulykkeligvis mistede to katte dog livet.