Vil tage computer og mobiltelefon fra sexforbryder
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Blandt andre en 12-årig pige fra Hirtshals er blevet kontaktet af en farlig dømt sexforbryder, som har ret til at bruge både mobiltelefon og computer.
En udviklingshæmmet sexforbryder bliver ved med at tage kontakt til børn via nettet og sms'er, og det vil anklagemyndigheden have sat en stopper for.
Det er blandt andet gået ud over en 12-årig pige fra Hirtshals, at en tidligere dømt sexforbryder har adgang til computere og mobiltelefoner. Det skriver Ekstra Bladet.
- Jeg kommer til Hirtshals og voldtager dig, skal han ifølge anklagerne have skrevet til pigen, som han har fået kontakt til via sin mobiltelefon.
Han har også sendt et nøgenbillede af sig selv til pigen, og det er et af de forhold, han er tiltalt for, når en omfattende nævningesag starter mod ham 12. september ved Østre Lnadsret i Nykøbing Falster.
Sagen omfatter også opbevaring af tusindvis af børnepornografiske billeder, ligesom han skal have taget kontakt til børn via blandt andet Facebook.
Af anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden vil have frataget manden retten til at benytte sig af mobiltelefoner og computere, medmindre det sker under overvågning af personalet på Kofoedsminde, hvor han er anbragt, dømt for overgreb mod børn.
Som det er i dag kan personalet intet stille op, når den 49-årige tager kontakt til børn via nettet. For godt nok er han dømt efter straffeloven, men den 49-årige sexforbryder er udviklingshæmmet og derfor anbragt på Kofoedsminde, som er en socialpædagogisk behandlingsinstitution. Og her gælder serviceloven, som betyder, at personalet ikke må begrænse de anbragtes frihed ved at fratage dem computere og mobiltelefoner.