Vil du have spredt din aske på havet? Ny drone gør det muligt
En helt ny teknologi kan sprede de dødes jordiske rester over åbent hav.
Aalborg-virksomheden Air Funeral har endelig fået de sidste tilladelser på plads, så de kan sprede aske til søs på en ny måde.
Med en specialbygget drone flyver de urnen ud over vandet, hvor afdødes sidste jordiske rester kan blive spredt.
- Det er en fantastisk glæde, det føles rigtigt, at være med til at gøre en forskel for de mennesker, der står i de her situationer, siger stifter og medejer Jan Bertelsen.
Idéen opstod, da Jan Bertelsen skulle opfylde sine forældres sidste vilje om at få deres aske spredt på havet ved Blokhus Strand.
- De havde jo mange venner, der var ældre end mig, hvor nogle er dårligt gående. Hvordan kommer man ned på stranden og hvordan får vi så mange ud på båden?
- Jeg gik lidt i tænkeboks, og så slog det mig, at jeg kunne bruge dronen, fortæller stifteren.
- Innovative løsninger skal have en mulighed
Et særligt udviklet stel på dronen sørger for, at urnen bliver hængende under alle omstændigheder.
Den 25 kilo tunge drone flyver omkring 200 meter ud fra stranden, hvorefter asken slippes fri.
Bedemand Frank Hejslet er med til at sprede aske med drone for første gang.
- Jeg synes idéen er rimelig god, vi er konservative. Sorte rustvogne og sort tøj, men jeg synes også, at innovative løsninger skal have en mulighed.
- Du har muligheden for at følge med fra stranden, lige tage en frokostkurv og en flaske vin og en kop kaffe, og så kan du sidde og følge med, det synes jeg, er en kæmpe fordel, siger Frank Hejslet
Han har bedemandsforretning flere steder på østkysten og oplever stor interesse for askespredninger på havet.
- Der er mange, der færdes ved havet eller arbejder på havet. De ønsker så, når de ikke er her mere, at få spredt deres aske ved havet.
Hos Air Funeral har de allerede nu oplevet stor interesse for deres nye løsning.
- Vi er blevet taget så godt imod. Det er ny teknologi, det er ikke set før, man kan forvente, at det giver en vis modstand, men det har været så positivt over hele banen, slutter stifter Jan Bertelsen.