Viktor Bromer stopper dansk medaljetørke med guld
Foto: Jesper Lange (Arkivfoto)
Med sit EM-guld i 200 meter butterfly sikrede Viktor Bromer den første danske herremedalje i otte år.
Den 21-årige danske svømmer Viktor Bromer kunne torsdag aften smykke sig med en guldmedalje i sin debut ved et EM.
Dermed sørgede han for den første danske medalje hos herrerne, siden Jakob Andkjær vandt bronze i 50 meter butterfly i 2006.
I finalen i Berlin i 200 meter butterfly var han hurtigste mand og svømmede i tiden 1.55,29 minutter.
Dermed var han 33 hundrededele af et sekund hurtigere end Bence Biczo fra Ungarn, der tog sølv.
Danskeren lagde godt ud og førte efter de første 50 meter, og han førte knebent halvvejs. På de sidste meter øgede han føringen, så der aldrig rigtig var tvivl om sejren.
Bromer har haft et kometagtigt første EM, og han var klart hurtigste mand i både indledende heat og semifinale.