Vidne med til urnenedsættelser
Biskop Søren Lodberg Hvas overvejer nu om arbejdsgangene ved urnenedsættelser skal ændres. Det sker efter en graver ved Langeslund kirke i Arentsminde har krænket gravfreden ved ikke at have sørget for at få ti urner sat i jorden.
- Denne her sag giver anledning til indskærpe gældende regler, og samtidig er der det aspekt, at vi skal overveje at ændre reglerne, sådan at der altid er et vidne til stedet i forbindelse med urnenedsættelser, siger Søren Lodberg Hvas, som samtidig understreger, at denne sag er så atypisk og ligger så langt fra den opførsel, der hersker hos landets kirkegårdspersonale.
Han roser personale og menighedsråd ved Langeslund Kirke for hurtigt og resolut at have handlet, da mistanken om, at der er noget helt galt bliver vakt.
- Der er tale om en uhørt, grov og uacceptabel arbejdsforsømmelse fra graverens side, og derfor blev han øjeblikket bortvist og eftefølgende fyret, siger biskoppen, der slet ikke har fantasi til at forestille sig, hvad årsagen til de mange urne ikke er kommet i jorden.
Den nu fyrede graver har heller ikke ønsket at komme med en forklaring. Provst for Jammerbugt Provsti, Poul Farsinsen, siger, at der ikke kan have været en økonomisk interesse i det fra graverens side, da der ikke er penge mellem graver og pårørende i forbindelse med urnenedsættelser.
Den tidligere graver erkender over for Løgstør Politi de faktiske omstændigheder, og han risikerer op til seks måneders fængsel for krænkelse af gravfreden.