VIDEO: Her er landing i lufthavnen ved at ende HELT galt
Foto: Michael Schmidt Thomsen
- Den sværeste landing i mit liv, siger pilot om de dramatiske sekunder.
Et par rutineture fra Aalborg Lufthavn til Sindal Flyveplads udviklede sig pludselig til en mere dramatisk affære end forventet.
Under en landing i Aalborg i forbindelse med optagelser til et portræt af piloten, der har mere end 30 års erfaring, var der så kraftig vind, at flyet blev trukket mod højre på landingsbanen.
I videoen over artiklen kan man se, hvor tæt flyet er på at ryge helt ud af landingsbanen. Heldigvis var den erfarne pilot hurtig i tanke og handling, og han fik - få meter fra græsset - trukket det tidligere krigsfly op i luften igen.
- Det er den sværeste landing, jeg nogensinde har været med til, sagde piloten lige efter.
Fotograf fra TV2/Nord, Michael Schmidt Thomsen, havde i forbindelse med et portræt af piloten fået lov til at komme med i det gamle krigsfly Chipmunk.
Som man kan høre i den første del af videoen siger piloten følgende til Michael Schmidt få sekunder før landingen:
- Hvis der sker et eller andet, skal du tage hænderne op over ansigtet, så du beskytter dig, hvis der sker noget. Er du med på den?
Problemet er dog, at Michael Schmidt på det tidspunkt har fjernet sit headset til flyet. Derfor finder han først ud af efterfølgende, hvad piloten havde advaret ham om.
Portrættet af piloten bliver vist senere på foråret i Nordjylland Live.