- Vi har været rigtig svineheldige
Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord
Et røveriforsøg med økse og peberspray glippede for en ung mand, da lokale jagede ham, da han forsøgte at flygte. En tililende cyklist fik standsede manden, som blev tilbageholdt indtil politiet kom.
Et røveriforsøg endte i flugt for en ung mand i begyndelsen af 20'erne, da han maskeret og bevæbnet med en økse forsøgte at røve Profil Smykker i Aabybro.
Det skete omkring klokken 15.27, hvor Nordjyllands Politi modtog en anmeldelse på røveriforsøget.
- Jeg tror vi har været rigtig svineheldige, for det kunne være grueligt galt, siger Gitte Pedersen, som er medindehaver af guldsmedeforretningen.
Ifølge Gitte Pedersen, som er medindehaver af guldsmeden, var manden iklædt en hjemmelavet elefanthue, da han kom ind i butikken. I hånden havde han en peberspray som han sprøjtede på overvågningskameraet med.
Et ægtepar var på vej ud af butikken, da manden kom ind, men han beordrede dem ned på knæ, hvor de ifølge Gitte Pedersen forholdte sig roligt. Manden havde en stor taske over skulderen, hvori han havde medbragt en økse.
Da den unge mand var gået ind i butikken var en af ekspedienterne hurtigt gået ind i rummet ved siden af, hvor virksomhedens optikafdeling ligger. Her blev der slået alarm til politiet, men samtidig fik de ansatte i naboforretningen Expert også besked om det igangværende røveriforsøg.
To ansatte mænd fra Expert butikken gik derfor hen mod guldsmeden. Udefra kunne de se, at manden nu stod med en økse i hånden, hvorfor de besluttede at holde sig på afstand. Pludselig løb manden dog ud af forretningen, hvorefter de to Expert ansatte satte efter ham til fods.
Efter at have løbet et stykke fik de to Expert ansatte svært ved at følge med røveren, så den ene af mændene råbte efter en cyklist, som derefter forsøgte at stoppe manden. Det gav tid nok til, at den ene af de to Expert ansatte kunne nå op til røveren, hvor han kastede grus i ansigtet af ham.
Da den bevæbnede mand blinkede med øjnene, blev øksen sparket ud af hånden på ham, fortæller Gitte Pedersen. Det lykkedes at tilbageholde manden indtil politiet ankom til stedet.
Ægteparret, som var til stede under røveriforsøget forholdte sig ifølge Gitte Pedersen roligt og gjorde som røveren sagde.
- De blev begge hos guldsmeden i nogle timer efter røveriforsøget, hvor de fik snakket episoden igennem, siger Gitte Pedersen.
Han fik ikke noget udbytte med sig ud fra guldsmeden.