Vi flygter fra benzin-regningen
Foto: TV2/Nord
Der bliver stjålet benzin som aldrig før - i Aalborg står det især slemt til.
Aalborg Kommune er blandt de steder i landet, hvor flest stikker af fra benzinregningen.
I takt med at benzinprisen tordner i vejret, hugger stadig flere danskere gaspedalen i bund og flygter fra benzinregningen. Mere end 2330 gange blev der i årets første tre måneder anmeldt et benzin- eller olietyveri. Det er ny rekord og en stigning på 22 procent i forhold til samme periode sidste år, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Og benzintyvene hærger blandt i Aalborg, der er blandt de tre steder i landet, hvor der stjæles mest benzin.
Det største antal anmeldelser af tyveri af benzin og olie var i Aarhus Kommune (158 anmeldelser) og dernæst Køge Kommune (137 anmeldelser) - og Aalborg Kommune ligger på tredjepladsen med 103 anmeldelser.
Efter en årrække med under 1000 anmeldelser i kvartalet tog stigningen af tyverier for alvor fart i 2008, hvor benzinpriserne også var høje, og finanskrisen ramte.