Ventetiden på de nordjyske sygehuse skal ned
Foto: TV2/Nord
Dronninglund Sygehus
Region Nordjylland er gået ind i kampen for at nedsætte ventetiderne på operationer, efter at de nordjyske patienter i 2014 måtte vente længere end patienter i andre regioner.
Det er ikke tilfredsstillende, at nordjyske patienter i gennemsnit må vente længere på at komme under kniven end patienter i andre regioner. Derfor vil Region Nordjylland nu forsøge at bekæmpe de lange ventetider.
- Vi har set en udvikling hos os, hvor enkelte områder ikke har formået at leve op til et nationalt niveau, og det kan vi ikke leve med. Vi sætter derfor en målrettet handleplan i gang på områder som øjenområdet og inden for ortopædien for at komme de lange ventetider til livs. Vi vil følge udviklingen nøje, og jeg har bedt om en månedlig status for sygehusenes fremdrift, siger regionsrådsformand Ulla Astman (Socialdemokraterne).
På landsplan er ventetiden på operationer faldet fra 54 til 49 dage i perioden fra 2011 til 2014. I Region Nordjylland den steget til 63 dage i 2014.
Region Nordjylland har på flere områder allerede gjort noget for at sætte ventetiderne ned. 1. februar 2015 åbnede Aalborg Universitetshospital en ekstra operationsstue i Farsø. Her kan der årligt blive gennemført 750 operationer, og på øjenområdet har man også handlet.
- Vi har for nylig indgået en aftale med Privathospitalet Skørping og Aalborg Universitetshospital omkring afvikling af i alt 1300 ekstra operationer for grå stær. Det betyder, at de patienter, vi har set på ventelisten, allerede er ved at komme til, siger Ulla Astman.
Region Nordjylland vil inden sommerferien lave en langsigtet handleplan for, hvordan man nedsætter ventetiderne på regionens hospitaler.