Ventetid på nye biler: - Vi er nødt til at sno os lidt for at finde løsninger
Det kan blive en udfordring for blandt andet bilforhandlere, at der er verdensomspændende mangel på microchips. Indtil videre har man kunnet løse udfordringerne løbende.
Selvom der stadig er fyldt med biler hos bilforhandlerne, kan der inden længe opstå problemer for fabrikkerne med at levere dem. For på grund af coronakrisen mangler producenterne en særlig elektronisk del til bilen – nemlig en såkaldt halvleder.
- Her har vi den nye elektriske Ford Mustang, og hvis vi tænker på de her halvledere, starter det allerede, når vi skal åbne bilen, fordi der er et computerstyret relæ, forklarer Rasmus Søndergaard, der er fordstore koordinator ved Brdr. Hosbond.
FAKTA
Hvad er en halvleder?
- Halvledere er i dag i de fleste af de produkter, som vi køber, som vi sætter i stikkontakten. Det er i alt fra strygejern og vores elkedler til vores computer og i vores bil, forklarer Lasse Christiansen, der er adjunkt ved UCN. Han underviser i materialer, fremstillingsprocesser og forsyningskæder.
I biler er halvledere uundværlige for at navigationssystem, elektriske vinduer m.m. kan fungere.
Over hele verden mangler man i øjeblikket microchips – de såkaldte halvledere, som den der kan åbne bilen her.
Populære modeller prioriteres
Hos bilforhandleren i Aalborg er det indtil videre kun erhvervskunder, der mærker en smule til manglen på halvledere.
- Hvis du skal have en varebil, der ikke er en standardudgave, og du bestiller den nu, så er vi henne omkring nytår, før den kan leveres, siger Rasmus Søndergaard.
En ny bil indeholder mange halvledere, og med mangel på dem, prioriterer Ford at sætte de små microchips i de bedst sælgende biler. Det er blandt andet Ford Kuga og Ford Mustang, der prioriteres. De kan stadig leveres hjem i alverdens farver og udstyrsmodeller. Anderledes kan det dog se ud med andre modeller snart.
Forbrugere vil kunne mærke det
Lasse Christiansen er adjunkt ved UCN. Han underviser i materialer, fremstillingsprocesser og forsyningskæder. Ifølge ham produceres størstedelen af verdens halvledere på fabrikker i Sydkorea og Taiwan, og den mangel der nu er, skyldes ikke blot corona.
- Flere ting spiller ind i det. For det første er en underleverandørfabrik i Japan brændt, som har leveret til mange. Der har været corona, og nogle af fabrikkerne har været lukket i de berørte lande, og så er der yderligere en ting: Alle os der har været hjemme i hele verden, vi har pludselig ændret vores købemønster. I stedet for at købe flyrejser, at vi købt en masse elektronik.
Han er ikke i tvivl om, at nordjyderne den kommende tid til kunne mærke manglen på halvledere.
- Vi kommer til at opleve det også som forbrugere. Hvis vi køber et produkt, vil vi opleve at flere og flere af dem kommer til at stå som restordre, siger han.
Flere udfordringer i efteråret
Indtil videre har bilforhandleren dog stadig helt almindelige varevogne på lager, og der findes på løsninger til dem, der må vente lidt på en ny.
- Vi er nødt til at sno os lidt for at finde løsninger i samarbejde med kunden, således vi får dem ud at køre i et eller andet. Om det er at finde en brugt varebil eller en varebil vi kan leje til kunden er egentlig individuelt for kunderne.
Manglen på halvledere har endnu ikke haft en betydning for salget af hverken personbiler eller varevogne hos Brdr. Hosbond.
- Hvis ikke der bliver fundet en microchip-løsning, så har vi nok en lidt mere udfordret situation end vi har lige nu, når vi kommer hen i efteråret, mener Rasmus Søndergaard.
I øjeblikket arbejder Ford på at finde en løsning, så problemet ikke vokser sig større. En af idéerne, der er i spil, er at bruge ældre og lidt større halvledere i stedet for de seneste modeller.
Ifølge Lasse Christiansen vil der være forsinkelser i hele verdens produktionssystem i lang tid. Hans forsigtige bud er, at der vil gå et par år før vi er tilbage til normalen.