Vendsyssel Kunstmuseum genåbner til lukning af særudstilling
Tirsdag genåbnede Vendsyssel Kunstmuseum, og midt i åbningen stod nedpakkede malerier af landskabsmaleren Poul Ekelund. Billederne er en del af udstillingen “Levende skabninger og levende landskaber”.
I stedet for at hænge på væggene stod landskabsmalerierne på gulvet, pakket ind og klar til at blive flyttet videre til Odsherred Kunstmuseum.
Billederne er nemlig en del af en vandreudstilling, som går på skift mellem forskellige museer.
På grund af nedlukningen i december var Vendsyssel Kunstmuseum nødsaget til at korte en måned af udstillings-længden, da udstillingen åbnede 1. oktober.
- Det er ikke optimalt, men vi blev lukket ned i december, og nu skal udstillingen videre i landet. Den skal i første omgang videre til Odsherred Kunstmuseum, siger direktør for Vendsyssel Kunstmuseum, Sine Kildeberg.
Ny udstilling i vente
Hun påpeger dog samtidig, at museet har brugt nedlukningen på en masse nye projekter, så der er stadigvæk massere at se på Vendsyssel Kunstmuseum.
- Den 28. januar åbner en ny fotoudstilling af en fransk fotograf, som bor i Paris og Vendsyssel. Hun har gennem flere år observeret og dokumenteret de forandringer, der er sket med landskaberne i Vendsyssel, slutter Sine Kildeberg.