Vendsyssel henter Superliga-profil
Foto: Lone Vad Dam (arkiv)
Vendsyssel FF, som med nød og næppe undgik nedrykning til 2. division, har sikret sig en markant forstærkning med masser af superligakampe i benene. Vendelboerne henter den tidligere landsholdsspiller og OB-anfører Chris Sørensen.
Chris Sørensen har spillet mere end 300 superligakampe for OB og Randers FC. Den 36-årige forsvarsspiller optrådte i otte sæsoner for OB, og de seneste to sæsoner har han spillet for Randers FC.
Hos Vendsyssel FF er det meningen, at den rutinerede forsvarsspiller skal udfylde hullet efter Alexander Ludwig, der har valgt at fortsætte karrieren i HB Køge, men med omkring 450 fodboldkampe på topplan kan 36-årige Sørensen med sin rutine udfylde flere pladser på holdet.
- Med Chris Sørensen fortsætter vi med at konsolidere og forstærke truppen frem mod den formentlig sværeste sæson nogen sinde i landets næstbedste række. Med fuldtidsprofessionelle klubber som først og fremmest AGF, Viborg FF, AC Horsens, Vejle Boldklub, HB Køge, Lyngby og Fredericia er vi meget tilfredse med, at det er lykkedes for os at knytte så stærk en profil som Chris Sørensen til vores trup, understreger sportschef i Vendsyssel FF, Jacob Krüger.
- Efter en rigtig god dialog med både sportschef Jacob Krüger og cheftræner Ove Christensen, er jeg overbevist om, at Vendsyssel FF er i gang med et fantastisk spændende projekt, som jeg gerne vil være en del af. Jeg brænder for at spille fodbold på højt plan, og jeg vil meget gerne give mit bidrag til at bringe VFF endnu et skridt opad. Jeg kan selvfølgelig bidrage med en masse rutine og erfaring både på banen og i omklædningsrummet, så vi alle kan flytte os i den rigtige retning, siger Chris Sørensen.
Chris Sørensen er den anden markante forstærkning til 1. divisionsholdet. For få dage siden hentede Vendsyssel FF den offensive midtbanespiller Ken Fagerberg. Chris Sørensen har indgået en 2-årig kontrakt med Vendsyssel FF.