Vejdirektoratet foreslår ny motorvej til Aalborg
Vejdirektoratet vil have en motorvej fra Kolding til Aalborg, som skal forbedre infrastrukturen i Jylland. Men en trafikforsker er overbevist om, at Nordjylland ikke får gavn af en ekstra motorvej.
Flaskehalse i Trekantsområdet og ved Århus skaber trafikale problemer i hele Jylland. Derfor foreslår Vejdirektoratet nu, at man laver en ny motorvej fra Kolding til Aalborg, som skal aflaste den eksisterende E45.
Forslaget går på at lave hovedvej 13 og hærvejen om til motorvej.
Ingen gevinst for Nordjylland
En trafikforsker mener dog ikke, at en ny motorvej til Aalborg vil gavne Nordjylland. Han tror, der er større gevinst for regionen, hvis man i stedet forbedrer landevejene.
- Der er langt flere, der vil nyde godt af udbyggede veje end en helt ny motorvej. Ved at udbygge de eksisterende veje er det nemmere at få adgang til de mindre bysamfund, forklarer Anker Lohmann Hansen, der er trafikforsker ved Aalborg Universitet.
Borgmester foretrækker Kattegat-forbindelse
Den nordjyske borgmester bakker trafikforskeren op. For at løse de trafikale problemer og for at få regional udvikling i Nordjylland bør man i stedet forbedre vejnettet vestpå mod de nye kommuner i regionen.
En anden løsning står dog højest på borgmesterens ønskeseddel.
- Jeg vil helst have en Kattegat-forbindelse. Det bliver meget nemmere for os at komme til Sjælland og København, og det går jo også den anden vej, siger Anny Winther (Venstre), der er borgmester i Rebild Kommune.
Trafikforskeren er enig. Nordjyderne vil få mere gavn af en Kattegat-forbindelse end af en ny motorvej til Aalborg.
- Med en Kattegat-forbindelse vil nordjyderne spare tid, og i den her situation er tid lig med penge. Så Nordjylland får den største gevinst, hvis Kattegat-forbindelsen bliver en realitet, understreger Anker Lohmann Hansen.