Varm vinter: Stenbideren er ankommet tidligere end nogensinde før
Vinteren har været meget varm, så de nordjyske fiskere har allerede fået stenbideren i nettet.
En forårsbebuder er i år kommet til de danske farvande tidligere end nogensinde før.
Stenbideren og særligt dens rogn er en delikatesse, som nordjyske fiskere allerede i januar har fået store mængder i nettet af.
Normalt begynder sæsonen for stenbider omkring 1. februar, men i år er det anderledes.
- Det er på grund af, at vi har haft så varm en januar, og vandtemperaturen er så varm, siger fiskeskipper Allan Nielsen fra Hals, der sammen med sin besætning på kutteren Henriette Due er nogle af de fiskere, som er på jagt efter stenbideren og dens rogn.
Ifølge DMI har vejret i januar været det varmeste siden 1873, og det har indflydelse på havet, som er to til fem grader varmere end normalt for årstiden.
Allan Nielsen har siden 1983 været erhvervsfisker, og sæsonens fangst af stenbider skiller sig ud.
- Vi satte garn ud tredje og fjerde juledag og hævede dem første gang 2. januar – og der var 57 styk. Og det er meget tidligt, siger Allan Nielsen.
Stenbideren er en forårsbebuder, så foråret er kommet tidligt i år.
Allan Nielsen, fiskeskipper, Hals
Foråret er kommet tidligt
Stenbideren drager mod danske farvande for at gyde.
- Stenbideren er en forårsbebuder, så foråret er kommet tidligt i år, siger Allan Nielsen med et smil på læben.
Og forårsfornemmelserne i vandet skyldes altså vejret, som i løbet af vinteren i det store og hele er kommet fra en sydvestlig retning, og det er samtidig varme vinde, der har blæst hen over Danmark og hen over vandet.
- Og så er det sådan, at vandet i Nordsøen ofte er varmt. Det er på grund af en afgrening af Golfstrømmen, hvor varmt vand fra Atlanten strømmer ind og presser sig ind i de danske farvande, og så bliver det varmere end normalt. Og derudover har vi ikke haft nogen af de kolde østenvinde, der køler havet, siger Thomas Mørk, meteorolog, TV 2 Vejret.