Varetægtsfængslet for biljagt
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
En 22-årig mand blev fredag varetægtsfængslet i fire uger efter en hasarderet biljagt, der strakte sig over fyrre kilometer og hvor flugtbilisten flere steder overskred fartgrænserne med hundrede procent.
Han er blandt andet sigtet for at have udsat andres liv og førlighed for fare med sin hasarderede kørsel, for at have stjålet bilen, for at køre bil uden kørekort og for spirituskørsel.
Den fængslede 22-årige flygtede fra en fartkontrol ved Store Binderup i Vesthimmerland, hvor færdselskontrollen målte for høj fart. I stedet for at standse bilen fortsatte den unge mand sydpå og politiet satte efter.
Flugtbilisten kørte på visse strækninger med over 150 kilometer i timen og kørte over fuldt optrukne linjer og mod kørselsretningen. Først efter 40 kilometers biljagt, blev den 22-årige mand overmandet i Skive.
Manden var alkoholpåvirket og kørte rundt i en stjålen Mercedes. Det er kun en uge siden den 22-årige mand blev løsladt fra fængslet, hvor han har afsonet en dom for tyveri og kørsel uden kørekort, som han tidligere har fået frakendt.