Kort Nyt

Var på vej til Israel for at redde danskere: Måtte vende om kort efter afgang

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det fly, som omkring klokken 13 lettede fra Flyvestation Aalborg, og af Forsvaret blev sendt afsted til evakuering af danskere i Israel, er vendt om.

Det var en teknisk fejl, der skulle være årsag til flyet måtte vende retur.

Efter over to timer på jorden lettede dog flyet igen kort før klokken 16.

"Grundet en mindre teknisk fejl måtte et C-130 Hercules vende om og lande i Aalborg. Et elektronisk komponent er nu blevet udskiftet, og C-130 Hercules-flyet er nu på vej mod Cypern. Vi har ikke yderligere." skriver Forsvaret på det sociale medie X.

Hercues-flyet skal i første omgang lande på Cypern, hvorfra det kan beordres videre til den blodige konflikt i Israel. Målet er, at det eventuelt skal evakuere danskere i den krigshærgede zone.

Det er anden gang inden for få dage, at Hercules-flyet lande hurtigt, efter det egentlig var lettet.

I tirsdags kunne TV2 Nord også bekræfte, at Hercules-flyet måtte sikkerhedslande, fordi en motor satte ud, mens det var på vingerne.

Et Hercules-fly kan flyve helt ned til en funktionel motor, ud af de fire den har, oplyste Forsvaret og Morten Valentin Jensen, major og presseofficer i Flyvevåbnet ved den lejlighed.

Om der er en sammenhæng mellem sikkerhedslandingen den anden dag og den i dag, melder historien intet om.

TV2 Nord arbejder på en kommentar...

Raketter og dræbte i hundredevis

Siden weekenden er tusindvis af raketter blevet affyret mod Israel i Gaza-området. Det fik med ét verdens bevågenhed.

Området har været centrum for den blodige Israel-Palæstina-konflikt i årtier og de seneste angreb har Hamas, den muslimske terrororganisation, påtaget sig ansvaret for.

Angrebene har dræbt hundredvis af civile.

"I lyset af den alvorlige situation i Israel og de vanskeliggjorde muligheder for at forlade landet, har regeringen besluttet at tilbyde evakuering af danske statsborgere," skrev Udenrigsministeriet derfor i forgårs.

Samtidig offentliggjorde de planerne om at sende et særfly afsted til brændpunktet.

Det er det særfly, som lettede fra Aalborg, og som nu igen er vendt retur.

Ifølge Udenrigsministeriet er der 1200 personer på danskerlisten for Israel og 90 for Palæstina.

Tyv begik indbrud - og efterlod en bøde

Det kræver en vis frækhed, at bryde ind i et hus. Men det kræver nok en overordentligt stor portion af det, hvis man regner med, at dem man begår indbrud hos, agter at betale ens bøde.

Om det er, hvad en indbrudstyv i Aalborg har tænkt, er uvist.

Ikke desto mindre har tyven efterladt en bøde, da vedkommende begik indbrud i et hus på Lektorvej.

Tyven er kommet ind af en hoveddør i et hus, der er ved at blive renoveret, og har stjålet både madvarer, tøj og værktøj, inden vedkommende forlod stedet igen.

Men på stedet blev der i hvert fald efterfølgende fundet en bøde, der muligvis tilhører tyven, skriver politiet i deres døgnrapport.

AaB forlænger aftale med målmand

Målmanden Rody de Boer har fået forlænget sin kontrakt med AaB.

Den 27-årige målmand kom til klubben for halvandet år siden og skal nu altså være der frem til sommeren 2027.

- Vi er glade for at have Rody de Boer tilknyttet vores målmandsteam, hvor han bidrager med konkurrence, god mentalitet og et fantastisk humør, hvilket har stor værdi for truppen, og derfor er vi meget tilfredse med, at en forlængelse er på plads, siger James Gow, AaB's sportesdirektør i en pressemeddelelse på AaB's hjemmeside.

Træt indbrudstyv faldt i søvn på gerningsstedet

Torsdag morgen da en kom hjem til sit hus på Vedstedvej i Aalborg Øst, blev han mødt af et helt specielt syn.

En indbrudstyv lå nemlig og sov i husets tilhørende garage, og derfor skyndte beboeren sig at ringe til politiet, der rykkede ud til stedet med det samme.

Tyven blev anholdt på adressen og sigtet for at begå indbrud.

Han havde ifølge Nordjyllands Politi flere tyvekoster på sig, som han havde stjålet fra andre steder i området. Han havde nemlig også brudt ind i et skur og i et hønsehus på Gøttrupvej, hvor han efterlod sit el-løbehjul, sin telefon og sine hovedtelefoner.

Mellem klokken 00:39 og 03:31 natten til torsdag havde han kørt frem og tilbage mellem stederne på el-løbehjulet, inden han til sidst faldt i søvn i garagen.

Ejendom evakueret: Mand forsøgte at slukke brand i ældre dames lejlighed

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Vrå, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er nemlig opstået brand på et komfur i en ældre dames lejlighed, fortæller indsatsleder Thomas Dybro.

- Branden har spredt sig til emhætten og tagrummet, hvor der dog ikke var ild, men kraftig røgudvikling, siger han.

Beredskabet blev alarmeret om branden klokken 11, og de beredskabet kom frem, blev der straks sendt et røgdykkerhold ind, der tog sig af brandslukningen.

- Vi har to, der er taget med på grund af røgskade, fortæller indsatslederen.

I forbindelse med branden blev beboerne i etageejendommen evakueret. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hjalp genbo

Den ene af de to er den ældre dames genbo, der spottede ilden på komfuret og straks skred til handling. Han fik slukket for elektriciteten i lejligheden, men kunne ikke stille noget op mod røgen og branden.

- Ambulancen havde egentligt kigget på manden og besluttet sig for ikke at tage ham med, men politiet har vurderet, at han skal med. Han har meget adrenalin i kroppen, og jeg tror, det er en fornuftig beslutning, lyder det fra indsatslederen.

Der er 8-10 lejligheder i etageejendommen, og beboerne har i øjeblikket ikke adgang til lejlighederne.

- Selvom boligerne burde være tætte, skaber røgen et overtryk, der kan trænge ind alle steder. Så derfor tager vi lige og ventilerer lejlighederne med en højtryksudlufter, fortæller Thomas Dybro.