Valgplakater malet over med hagekors
Foto: TV2/Nord
Folketingskandidaten Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti har tirsdag været nødt til at fjerne 30 valgplakater i Sæby. Ukendte gerningsmænd havde malet dem over med hagekors og skrevet Sieg Heil på dem.
Endnu en folketingskandidat har fået skæmmet sine valgplakater. Denne gang er det gået ud over Bent Bøgsted, der er medlem af Dansk Folkeparti.
Tirsdag har han været rundt i Sæby for at tage 30 plakater ned. Ukendte gerningsmænd havde på plakaterne malet horn i panden på Bent Bøgsted, tegnet hagekors samt skrevet Sieg Heil på dem.
- Det er irriterende, at der er nogen, der gør sådan noget. Men det siger mere om dem, end det gør om os, det går ud over. Det er bare ærgerligt, at der er nogen, der ikke forstår de demokratiske værdier, siger Bent Bøgsted til TV2/Nord.
Folketingskandidaten synes, at sammenligningen med nazismen er latterlig.
- Intet forekommer mig mere fjernt. Jeg har selv to onkler, som var medlemmer af modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. Dem, der har gjort det, er tilsyneladende ikke inde i vores politik, siger Bent Bøgsted.