Valgperioden er højsæson for statistikker
De nordjyske borgmestre skal sove med støvlerne på, hvis de skal være klar til den næste ukendte statistik, der typisk popper op i valgkampen.
Alt, hvad der kan måles og vejes, dukker typisk op i statistikker, når der er valgkamp. Ældrepleje, kultur, skattetryk, skole og børns vilkår.
Det lægger pres på de nordjyske borgmestre, der ikke ved, hvad den næste statistik, de bliver afkrævet svar på, handler om.
- Vi får for tiden minimum en ny statistik en gang om ugen på. Hvis statistikken er god, så synes vi, det er en fin statistik. Er den dårlig, kan vi ikke bruge den til noget som helst.
Mogens Jespersen (V), borgmester i Mariagerfjord Kommune.
Mogens Jespersen og Mariagerfjord Kommune er gode til at flyve under radaren. Sjældent bedst og aldrig ringest blandt de nordjyske kommuner - alligevel er borgmesteren altid spændt på de næste nye tal.
Vesthimmerland høster topplaceringer
De fleste borgmestre ved godt selv, hvor skoen trykker, og hvor der er laurbær i luften. Men selv egne fortrin kan indimellem forsvinde i taltågerne.
Således blev Vesthimmerlands borgmester glædeligt overrasket over en statistik, som han faktisk ikke var klar over. Kommunen scorer næsthøjst i Nordjylland målt på idrætstilbud.
- Det glæder mig da, at vi har så godt et tilbud. Vi har rigtig mange haller af høj kvalitet, og der er ingen tvivl om, at Vesthimmerland Kommune er en idrætskommune, og at det er et område, vi bruger mange penge på, siger Per Bach Laursen (V), borgmester i Vesthimmerland Kommune.
Vesthimmerland kommer formentlig til at høste endnu flere topplaceringer på den konto i fremtiden, når Svømmecenter Vesthimmerland om et par år står færdig med et 50 meter langt bassin, som det eneste sted i regionen uden for Aalborg.
Vesthimmerland scorer altså højt på idrætstilbud, men topper til gengæld listen, når det kommer til kommuneskat. På samme måde scorer Frederikshavn højt på huspriser, men har en kedelig rekord med lave karakterer i Folkeskolen.
- Noget af det, der gennemsyrer Frederikshavn, er, at vi er utroligt praktisk begavede. Vi har kloge hænder plejer vi at sige. Derfor håber jeg også, at vi som samfund får øje på, hvor mange kompetencer vores unge og fremtidige arbejdskraft har, og ikke bare vurderer dem på et dumt tal.
Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune.
I Jammerbugt Kommune får en frisk statistik anderledes rosende ord med på vejen. Dansk Arbejdsgiverforening har netop udpeget landets bedste beskæftigelseskommune, og i den konkurrence er Jammerbugt Kommune en flot nummer to.
- Det er jo blevet en del af vores hverdag at blive målt og ranket, så vi glæder os, når det går godt, og når der så kommer en statistik, som er knap så god, forsøger vi at bortforklare det, siger Mogens Christen Gade.
Hvert valg er en borgmestereksamen
Hvis valgene er en eksamen, så er statistikkerne i princippet karaktererne. Mogens Gade har efterhånden lært at leve med frygten for den næste ukendte undersøgelse.
- Det er stadig et voldsomt pres i hverdagen, uanset om der er valg eller ej, fordi vi hele tiden lever i det her regime, hvor der pludselig kommer enkeltsager eller statistikker, som vi enten skal forklare eller forsvare. Man får lidt elefanthud med tiden og også den viden, at aviser – dem pakker man faktisk fisk ind i i morgen, siger han.
I Mariagerfjord Kommune lever de fint udenfor statstikkernes skarpe rampelys, men står det til borgmesteren må hans kommune gerne toppe listen på ét område om fire år.
- Det må meget gerne være listen over flest tilflyttere. Det tror jeg, er fælles for alle kommuner i Nordjylland, bortset fra Aalborg og Rebild, som allerede har tilflytning. Skulle jeg have et håb, var det, at Mariagerfjord Kommune havde 400 nye borgere i løbet af de næste 4 år, siger Mogens Jespersen.