Værtshuse og diskoteker fik uanmeldt kontrolbesøg
Foto: Ib William Christensen
SKAT Nordjylland har i samarbejde med Pensionsstyrelsen og de nordjyske kommuner gennemført kontrolaktion rettet mod værtshuse og diskoteker.
Formålet med aktionen var at kontrollere, om virksomhederne havde registreret omsætningen korrekt, og havde de fornødne registreringer af de ansatte, samt kontrollere, om der sker korrekt indeholdelse og angivelse af AM-bidrag og A-skat.
En foreløbig opgørelse af kontrollerne viser, at ud af de 80 personer, som blev truffet i arbejde, var der tre som samtidig modtager sociale ydelser og seks personer, som havde første arbejdsdag. To virksomheder får pålæg om at føre logbog, og et diskotek, som allerede havde en logbog, får bøde for ikke at føre logbogen korrekt.
Kontrolaktionen viste også, at mange virksomheder har problemer med registrering af indtægterne. Ud af 25 virksomheder var der problemer med at registrere indtægterne i 14 virksomheder. Ti virksomheder får pålæg om at anvende kasseapparat.
- Det er et godt og konstruktivt samarbejde i kontaktudvalget, der danner grundlaget for denne kontrolaktion, lyder det fra afdelingsleder John Lundgaard Pedersen, som fortsætter:
- Det er nedslående, at så mange virksomheder ikke registrerer indtægterne korrekt, og at så mange virksomheder skal have et pålæg om at anskaffe kasseapparat. Resultatet af kontrolaktionen er desværre et godt bevis på, at der er brug for en målrettet indsats mod sort arbejde og snyd med de offentlige kasser.