Værre end normalt: Flere blev hastet på hospitalet med grimme øjenskader
Der har været travlt på de nordjyske skadestuer nytårsnat, hvor flere end normalt er hastet ind med fyrværkeriskader i ansigtet.
- Vi har haft travlt hele natten. Både med fyrværkeriskader og med en masse skader og ulykker, der ikke har noget med fyrværkeri at gøre, siger Henny Ladefoged, forløbskoordinator og sygeplejerske på Akutmodtagelsen i Aalborg.
Hun fortæller, at Aalborg Universitetshospital har haft seks øjenskader nytårsaften, hvoraf to var meget alvorlige.
Derudover blev der hastet seks nordjyder ind på akutmodtagelsen med ansigtsskader, mens der var tre håndskader.
- Det er mit indtryk, at det er værre end normalt på en nytårsaften, siger Henny Ladefoged.
Flere øjenskader end normalt
Hun tilføjer, at en af de alvorligste øjenskader er kommet af ulovligt fyrværkeri. Ellers er raketter og batterier de typiske syndere, når det gælder øjenskader.
I hele Nordjylland var der otte øjenskader, hvilket er dobbelt så mange som sidste år.
Også på landsplan var antallet af øjenskader højere end normalt.
Og Nordjylland er også blevet ramt af en meget alvorlig ulykke i et villakvarter i Frederikshavn klokken 00:30, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.
- Nogle børn på 10-11 år giver et kanonslag til en 19-årig mand, formentlig fordi de ikke selv kan finde ud af at tænde det. Den unge mand forsøger så at tænde det med en cigaret, men det sprænger simpelthen i hånden på ham, siger han og fortsætter:
- Han er kommet meget slemt til skade og har som minimum mistet nogle fingre.
Den 19-årige mand blev fløjet til Odense Universitetshospital med helikopter.