Unge strømmer til kontanthjælp
Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord
Dansk Arbejdsgiverforening foreslår adgangsbegrænsning på erhvervsuddannelser og garanti for praktikpladser.
Stadig flere unge melder sig på kommunernes jobcentre for at søge kontanthjælp. I forhold til juni sidste år har Aalborg Kommune oplevet en stigning på 10 pct. af unge under 25 år, der har søgt kontanthjælp i juni i år.
I Odense er stigningen på 9 pct., i Esbjerg på over 40 pct., i København på 5 pct., og i Aarhus er den samlede ledighed for unge fra 16 til 29 år steget med 9 pct., viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget.
De dystre meldinger fra kommunerne kommer, samtidig med at Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse for første kvartal i år viser, at 68.000 unge mellem 15 og 24 år betegner sig som arbejdsløse.
Det er det højeste tal for et første kvartal, siden man begyndte at gennemføre arbejdskraftundersøgelsen i 1996.
Endelig viser de nyeste tal for praktikpladssituationen, at der nu er 11.000 unge, der tvinges til at opgive deres uddannelse, fordi de ikke kan finde en praktikplads - det højeste tal i otte år.
Dansk Arbejdsgiverforening stiller i lyset af den store mangel på praktikpladser forslag om adgangsbegrænsning på erhvervsuddannelserne til eksempelvis uddannelserne til elektriker, tømrer og slagter for at højne det faglig niveau og standse frafald.