Unge lærlige udsættes for livsfarligt støv – nu reagerer minister
Den nordjyske minister langer kraftigt ud efter de sløsede virksomheder.
Selvom flere dør af asbestrelaterede kræftsygdomme årligt, end der dør i trafikulykker, er Arbejdstilsynets ikke dygtige nok til at kontrollere det farlige materiale.
Det skriver Fagbladet 3F, der har forholdt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til problemet.
Tidligere på dagen er det fortalt, hvordan undervisere landet over – blandt andet i Hjørring – er bekymrede for lærlinge, der stadig er i kontakt med kræftfremkaldende matierale.
- Det står helt galt til, lød kritikken.
Den nordjyske minister langer overfor 3F ud efter de virksomheder, der ikke har styr på asbesten.
- Det er uacceptabelt, at der er virksomheder, som sløser med reglerne, så de ansatte bliver udsat for asbest. Der er ingen, som skal blive syge af at gå på arbejde, siger hun i et skriftligt svar.
Hun henviser til de krav, der er på området.
Asbest ikke nævnt i arbejdsmiljøaftale
Men ifølge Allan Leegaard fra BAT-Kartellet, som tæller syv fagforbund inden for bygge- og anlægsbranchen, er der al for lidt kontrol med, om kravene overholdes, oplyser han til 3F.
Tidligere har TV2 Nord fortalt om et stort europæisk projekt der viste at flere end fire gange så mange, som hidtil antaget, dør af asbest.
Her talte vi med Dorte Schütt, der var 23 år, da hun i 1969 fik et kontorjob på den pulserende eternit-fabrik i Aalborg.
I 2015 fik hun konstateret lungehindekræft, og det kom som et chok.
- Jeg gik i sort, fordi de sagde, jeg ville dø af det, sagde hun dengang.
Årsagen til dødsdommen: Fibrene i mineralet asbest giver lungehindekræft.
Regeringen og Beskæftigelsesministeriet har ikke nævnt asbestområdet i den arbejdsmiljøaftale på 1,3 milliarder, der er på vej.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at kampen for at beskytte ansatte mod asbest ikke er slut, siger Ane Halsboe-Jørgensen og forventer, at partierne vil drøfte asbestområdet.