Undervisningsmiljøprisen til Astrup skole
Foto: Modelfoto
Den lille skole ved Arden modtog i dag Undervisningsministeriets undervisningsmiljøpris og 25.000 kroner.
Elevdemokrati og medbestemmelse var temaet i år for de institutioner, der deltog i kapløbet om Undervisningsmiljøprisen.
Og vinderen blev blandt andet Astrup Skole ved Arden.
I begrundelsen står blandt andet:
- Astrup Skole får prisen, fordi den blandt andet gennem morgensamlinger inddrager sine elever i skolens dagligdag og på den måde sikrer et fortsat godt undervisningsmiljø.
På Astrup holder eleverne hver dag morgensamling, hvor de diskuterer vigtige emner, der vedrører skolen og elevernes dagligdag.
Som supplement har de lavet Parasollen - en slags skolens folketing. På Parasollen hænger forskellige kort med sætninger, der skal sætte en debat i gang omkring trivsel på skolen. Eksempler på emner til debat på Parasollen i Astrup:
- Hvem er en god ven? Hvorfor?
- Det var ham/hende, der sagde, jeg skulle
- Er man svag, når man beder voksne om hjælp til at løse problemer?
Under morgensamlingen taler eleverne og lærerne om kortene og deres betydning. Alle kan komme med nye kort til Parasollen, og alle er med til at bestemme, hvad skolen skal arbejde med og snakke om.
De andre vindere af Undervisningsmiljøprisen blev IBC Kolding, CSU-Slagelse og Det Farmaceutiske Fakultet i København.
Astrup Skole har 132 elever.