Undersøgelse: Hver anden nordjyde vil have flere naturnationalparker
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
53 procent af nordjyderne bakker op om planerne om at etablere naturnationalparker, viser ny undersøgelse.
Et flertal i Folketinget har tidligere besluttet at etablere 15 nye naturnationalparker og en udlægning af 75.000 hektar urørt skov rundt om i landet. Et emne, der er blevet hyppigt debatteret, men spørger man nordjyderne er der stadig stor opbakning til de nye tiltag.
Det viser en ny meningsmåling, som Epinion har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening.
Hele 68 procent af nordjyderne bakker op om tiltaget, mens 53 procent efterspørger flere naturnationalparker og mere vild natur.
- Det er svært ikke at glæde sig over, at vælgerne så overvældende støtter op om de tiltag, siger præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.
Opbakning på tværs af politisk ståsted
Den nye undersøgelse viser også, at opbakningen til naturnationalparker og urørt skov findes både blandt de røde og blå vælgere.
Hos blå blok mener 63 procent af de danske vælgere, at det er en god idé at sikre mere vild natur i form af naturnationalparker og urørt skov, mens 15 procent er imod. Blandt rød bloks vælgere er der opbakning fra hele 82 procent, mens blot fire procent er imod.
Det er samtidig lige knap halvdelen af de blå vælgere, der ønsker etablering af endnu flere naturnationalparker og mere vild natur, mens 26 procent er imod.
Tilsvarende svarer to ud af tre af de røde vælgere, at der bør udpeges flere naturnationalparker og sikres mere vild natur, mens ni procent er imod.
Både Danmarks Naturfredningsforening og organisationen Verdens Skove arbejder begge for en naturlov, som skal sikre en yderligere beskyttelse af naturen i Danmark.
Ikke det sidste skridt
Det politiske tiltag beskriver Pil Christensen, politisk medarbejder i Verdens Skove, som et vigtigt skridt i tilstræbelsen på at bremse naturens tilbagegang. For de grønne organisationer stopper arbejdet dog ikke ved dette tiltag.
- Naturens hovedproblem er, at den mangler plads. Derfor håber vi også, at et nyt flertal i Folketinget vil tage næste vigtige skridt og gennemfører en naturlov, som gør, at Danmark kan leve op til EU's målsætninger om 30 procent beskyttet natur, siger hun.
Hvad der helt præcis skal gøres for at øge indsatsen, er præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, ikke i tvivl om.
- Vi står midt i en stor naturkrise, hvor vi mister arter i et hidtil uset tempo. Her er forskningen fuldstændig utvetydig i konklusionerne. Naturen har brug for mere plads og en bedre beskyttelse, siger hun og fortsætter:
- Det er netop formålet med naturnationalparkerne og den urørte skov.