'Undercover-Tesla', Buick eller 'min mands lille tøf'? Årets konfirmander hentes på ekstravagant vis
Foto: Privatfoto
De nordjyske konfirmander hentes på vidt forskellige måder i kirken.
Der er dem, der mener, at konfirmationen skal være lidt pompøs og ikke tøver med at skrue op for alle tangenter for at skabe en mindeværdig dag, mens andre foretrækker at holde det en anelse mere afdæmpet.
Det ses allerede, når de nyslåede nordjyske konfirmander skal transporteres fra kirken og hen til konfirmationsfesten.
For køreturen, cykelturen, gåturen eller noget helt fjerde deler vandene. Hvor meget skal der gøres ud af den?
Debatten har raset i mange år, men vi undlader i denne omgang at stikke hånden ind i hvepseboet. I stedet nøjes vi med at vise billeder af, hvordan de nordjyske konfirmander er blevet fragtet fra a til b via alle jeres privatfotos.
Visse forældre har været ekstra kreative for at give deres barn en minderig oplevelse. Det er i hvert fald de færreste, der har prøvet at blive afhentet i en såkaldt undercover-Tesla.
Der er også dem, der tænker ekstra meget over komforten, og som vægter det højt, at konfirmanden har adgang til den friske luft, hvorfor det sønderjyske udtryk 'kridtbar' for alvor kommer til sin ret på den store dag.
Apropos frisk luft så er der givetvis nogen, der føler, at det er et must at blive reddet ud af kirken. Måske endda i mere end en forstand. Hesten er i hvert fald et særdeles populært transportmiddel.
Derimod er det - bedømt ud fra TV2 Nords læseres billeder - sjældnere, at konfirmanden bliver hentet i en trailer, der er spændt bag en havetraktor. Ikke desto mindre sker det.
En hel del flere bliver i stedet hentet i en traktor eller i en ladcykel. Se bare billederne herunder.
Og så til bilerne.... Her bliver nogen kørt af sted i en 'lille tøf', mens andre kan sætte sig ind i en amerikanerbil eller en overdådig limousine.