Uheld kan bremse Tom Kristensen
Chancerne for, at Tom Kristensen får en femte sejr i det berømte 12 Hours of Sebring, led bogstaveligt talt et knæk i den obligatoriske nattetræning før starten lørdag eftermiddag, dansk tid.
I træningen crashede teamkammeraten Dindo Capello voldsomt og måtte under lægebehandling, før han fik O.K. til at stille op i den 55. udgave af USA's mest berømte sportsvognsløb.
Værre ser det ud for den hurtige Audi R10-racer, der efter mødet med et stk. amerikansk betonmur ville være blevet afskrevet af de fleste taksatorer.
- Vores mekanikere har knoklet non-stop hele natten igennem for at få en bil ud af de stumper, vi har med. Hele bilen er bygget op igen omkring en monocoque, der ikke er helt optimal, og vi har nu kun opvarmningen lørdag før løbet til at lave en opsætning, der virker til den krævende bane her i Florida , siger Tom Kristensen.
Dindo Capello var naturligt rystet efter uheldet, der skete på de sidste omgange af nattetræningen:
- Det havde regnet kraftigt før træningen, men banen var begyndt at tørre op. Jeg fik derfor tørvejrsdæk på til allersidst og kom op bag en af de langsommere GT-biler. Køreren havde taget farten af, og da han så mig i spejlene, gik der åbenbart panik i ham. Han drejede ud foran mig, så jeg var nødt til at styre kraftigt udenom. Dermed kom jeg ud i det våde spor, og Audi'en skred rundt og ramte betonmuren med over 150 km/t. Det var det største uheld i min karriere, og straks efter crashet tvivlede jeg på, at jeg skulle blive klar, siger Capello.
Favoritværdigheden ligger nu klart hos Audis søsterbil, der starter fra pole position. Her kan tyske Frank Biela med en sejr udligne Tom Kristensens rekord på fire sejre. En række af de mindre LMP2-biler står imidlertid klar til at udfordre Audis hidtil ubesejrede R10-dieselracer.
Løbet starter lørdag dansk tid kl. 15