UEFA-nej til Hjørring Stadion: Fortuna rykker til Frederikshavn
Foto: Rasmus Wilhardt
Fortuna Hjørrings piger må ikke spille på deres normale stadion. I stedet skal de spille på Frederikshavn Stadion.
Fortuna Hjørring skal spille deres hjemmekamp i Champions League i Frederikshavn - Hjørring Stadion er ikke blevet godkendt af UEFA.
Fortuna Hjørring skal spille deres returkamp i 16/1-finalen i Champions League mod portugisiske Clube Atletico Ouriense på Frederikshavn Stadion. Det sker onsdag den 15. oktober klokken 15.00.
Hjørring Stadion er under ombygning, og derfor kan UEFA ikke godkende banen til anvendelse i Champions League.
-Alle er gået i gang, så vi kan få en god fodboldoplevelse i Vendsyssel her i oktober. Det bliver en udfordring for de mange hjælpere, som jo skal fungere under anderledes forhold i Frederikshavn. Jeg er ikke i tvivl om, at også den udfordring klares, siger formand i Fortuna Hjørring, Jette Andersen.
Fortuna Hjørring har tidligere fået dispensation til at spille deres hjemmekampe på Hjørring Stadion - men altså ikke i år.
Derfor skal klubben som følge af UEFA's beslutning spille kampen på Frederikshavn Stadion. Dette stadion er dog endnu ikke godkendt helt af UEFA, men Fortuna Hjørring skriver i en pressemeddelelse, at man har været i kontakt med DBU, som har fortalt, at der ikke bør være problemer.
- Vi bliver nødt til at afvikle kampen ved dagslys, da lysanlægget på Frederikshavn Stadion ikke klarer kravene, men det er da det mindste problem, siger Jette Andersen.
- Går vi videre til ottendedelsfinalen skal vi overveje, hvor den skal afvikles. Her kan det blive nødvendigt at vende blikket sydpå og håbe, at Aalborg Stadion kan lejes, siger hun.
Fortuna Hjørring spiller deres første opgør mod Ouriense den 8. oktober.