UDFORDRINGEN: Seriemarathon idag klokken 13
Foto: TV2 Nord
Du kan tilbringe fem en halv time med deltagerne søndag eftermiddag.
Søndag mellem kl. 13 og 19 kan du se de otte første afsnit af "Udfordringen - Kampen om Kilimanjaro", så du er klar til afgørelsen klokken 20.
I ni uger har man kunnet følge deltagerne i friluftskonkurrencen "Udfordringen - Kampen om Kilimanjaro" på deres vej mod finalen.
De startede 14 og nu er der tre tilbage:
Michael, vikingen fra Løgstør,
Signe, Ex-soldaten fra Frederikshavn og
Klaus, politimanden fra Aabybro.
Ifølge seriens instruktører, har de tre klaret sig lige godt i konkurrencen indtil nu. Derfor afgøres finalen i en gigantisk slutspurt, hvor forløbet overrasker både deltagere og instruktørerne flere gange.
Flere gange undervejs overvejede jeg faktisk, om vi måtte stoppe deltagerne af sikkerhedshensyn
Jon LIndberg, chefinstruktør
- Den måde som finalens sidste konkurrence udvikler sig på, havde jeg slet ikke forudset. Flere gange undervejs overvejede jeg faktisk, om vi måtte stoppe deltagerne af sikkerhedshensyn, forklarer seriens chefinstruktør Jon Lindberg.
For at klæde seerne bedst muligt på, har TV2 Nord besluttet at sende de otte første afsnit i én lang køre, søndag eftermiddag som optakt til afgørelsen. Man kan med andre ord sidde i fem en halv time i træk og følge de tre finalisters vej til finalen.
- Man kalder det vist at "binge-watche" med et moderne udtryk og vi kan se på tilbagemeldingerne, at serien har titusindvis af trofaste seere, så derfor vil vi gerne give alle muligheden for at være helt oppe på beatet, når finalen afgøres, lyder det fra seriens vært, journalist Robert Bedsted.
Afgørelsen sendes på TV2 Nord Salto, tv2nord.dk og TV2 Nords Youtube-kanal i aften kl. 20 og efterfølges af en 30 minutter lang direkte udsendelse, hvor seerne kan stille spørgsmål til de tre finalister.