Udenlandske medarbejdere strømmer til nordjyske byggevirksomheder
Fordobling i bygge- og anlægsbranchen.
Antallet af udenlandske medarbejdere i de nordjyske bygge- og anlægsvirksomheder er fordoblet siden 2011.
På flere og flere nordjyske byggepladser kan man i dag høre engelsk, tysk eller dansk med udenlandsk accent. Sidste år arbejdede mere end 700 udenlandske medarbejdere i de nordjyske bygge- og anlægsvirksomheder.
En fordobling siden 2011, viser en analyse fra Dansk Byggeri
På trods af lønstigninger i lande som Polen, Rumænien og Litauen, strømmer udenlandske medarbejdere stadig til bygge- og anlægsbranchen i Danmark. Og formand for Dansk Byggeri Nordjylland Henrik Holm glæder sig over, at flere af de udenlandske medarbejdere vælger at bosætte sig i det nordjyske.
Henrik Holm kalder det en meget positiv udvikling, fordi virksomhederne simpelt hen ikke kan skaffe nok medarbejdere til de mange projekter og fyldte ordrebøger.
- Uden de udenlandske medarbejdere, der kommer her til for at arbejde, ville nordjyske virksomheder være tvunget til at sige nej til endnu flere ordrer, end de gør i dag. Derfor er jeg glad for, at Danmark stadig har attraktive arbejdsforhold for de udenlandske medarbejdere, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland, Henrik Holm.
Flere bosætter sig i Danmark
Ifølge Dansk Byggeris analyse kommer ni ud af ti udlændinge i byggebranchen fra vestlige lande. Størstedelen af dem er fra østeuropæiske lande som Polen, Rumænien og Litauen. Og antallet af dem, der har slået sig ned i Nordjylland, er fordoblet siden 2012.
Det glæder Henrik Holm, da det betyder, at flere af medarbejderne giver et ekstra bidrag til det danske samfund ved blandt andet at betale skat.
- Når de udenlandske medarbejdere bosætter sig i Danmark, melder langt de fleste sig også ind i en fagforening. Og så er medarbejdere, der bor her med deres familier, ofte mere stabile, siger Henrik Holm.
En undersøgelse fra Tænketanken KRAKA viser, at en udenlandsk medarbejder i byggeriet, der slår sig ned i Danmark, bidrager med 80.000 kroner i gennemsnit hvert år til den danske statskasse.