Uafhængig kandidat vil have bankopdeling
Blandt mange kendte ansigter på valgplakaterne hænger Hans Schultz, der ikke er tilknyttet noget politisk parti. Han vil løse finanskrisen med at opdele bankerne i en investeringsdel og en sparekassedel.
Han står meget alene i sin valgkamp. Med en overskift på valgplakaten, der hedder "Glass-Steagall eller kaos", så kan det også være svært at nå ud til vælgerne. Hans Schultz vil dog først og fremmest dele banksektoren op i to.
- Vi skal lave en opdeling, så vi adskiller investeringsbankdelen fra den almindelige kommercielle sparekassedel, siger Hans Schultz til TV2/Nord.
Han er tilknyttet organisationen Schiller Instituttet, men ikke noget politisk parti.
- Det virker ikke som om, at nogle af partierne har nogen idé om krisen fulde omfang og hvordan de skal løse den, siger han.
Derfor var han i dag alene ude for at uddele valgmateriale til potentielle vælgere. Det var svært at fange folk på gågaden i Aalborg med et indviklet økonomisk og politisk budskab, men Hans Schultz vil ikke skære sin politik mere ud i pap.
- Det handler egentlig om, at man bliver nødt til at sætte sig ind i sit samfund. At man sætter sig ind i, hvad er problemstillingerne i verden, siger han.
Han vil ikke være for populistisk, også selvom det kan koste ham stemmer.
- Det kan godt være, at folk ikke forstår det fulde omfang af vores budskab, men de har i hvert fald en idé om det, siger han.