Tysk hangar restaureres
En gammel tysk flyhangar fra 2. verdenskrig får lige nu den helt store ansigtsløftning i Frederikshavn. Fremover skal den bruges til at fortælle historien, om flyvepladsen ved Knivholt under anden verdenskrig.
En gammel tysk flyhangar fra 2. verdenskrig får lige nu den helt store ansigtsløftning i Frederikshavn. Fremover skal den bruges til at fortælle historien om flyvepladsen ved Knivholt under anden verdenskrig.
Normalt var det betonkonstruktioner som tyskerne efterlod, da krigen sluttede i 1945, men flyhangaren ved Knivholt i Frederikshavn er lavet af træ, og det er noget tømrerne kan lide at arbejde med.
- Det er spændende, og det er en anden måde at arbejde på. Vi går ikke og sætter gipsplader op, og det er det gamle håndværk og træ vi arbejder i, siger lærling Kasper Sørensen til TV2/NORD.
Efter tyskerne havde overtaget flyvepladsen ved Frederikshavn begyndte de straks at udbygge den. Målet var, at den skulle støtte kampene i Norge, men de blev hurtigt overstået, så flyvepladsen skiftede rolle til uddannelsesflyveplads.
- Midt i krigen uddanner man svæveflyvere, og sidst i krigen, der bruger man flyvepladsen til at omskole piloter, der var uddannet til at flyve bombefly, til at flyve jagerfly. Tyskerne havde brug for jagerpiloter sidst i anden verdenskrig. Det der med bombefly, det var jo en saga blot, siger museumsformidler Kenneth Kristensen fra Nordjyllands Kystmuseum til TV2/NORD.
Hangaren blev i den periode brugt til værkstedshangar for den berømte Messerschmidt 109 jager. Renoveringen forventes at koste omkring 2 millioner kroner, og de penge kommer fra en bred vifte af institutioner og virksomheder i Frederikshavn. Når hangaren er færdig skal den bruges til at formidle historien om Frederikshavn under 2. verdenskrig.
- Her i Frederikshavn vil den kunne sætte næste brik i formidlingen af historien, ikke blot om Frederikshavn under anden verdenskrig, men også Danmark under anden verdenskrig, da Frederikshavn her var en meget vigtig brik, siger projektleder Annette Jørgensen fra Knivholt Hovedgaard til TV2/NORD.
Selv om renoveringen af hangaren forventes at være færdig allerede til foråret, så bliver der ikke adgang for publikum før udstillingen er færdig, og den forventes først at være på plads i efteråret 2015.