2025 bliver et overordentligt travlt år for Kristian Tilsted.
Han har netop scoret et nyt job som afdelingsleder i European Energy, hvor han nu er ansvarlig for drift og vedligeholdelse af selskabets solcelleparker. Ikke nok med det skal han også forsøge at bevare borgmesterposten på Venstre-hænder ved kommunalvalget, som løber af stablen 18. november.
I august blev han nemlig udpeget som Venstres borgmesterkandidat, efter den siddende borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) havde besluttet, at han ikke ville genopstille.
Kristian Tilsted lader TV2 Nord vide, at det nye job ikke rokker ved hans ambitioner.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg går til valg på, at vi beholder borgmesterposten, så det er helt klart målet. Lykkes det, har vi en ny situation, men det er jo kalkuleret i forhold til min ansættelse, så det har jeg selvfølgelig talt med min nye arbejdsgiver om, siger Kristian Tilsted.
Har lavet aftale med hustru
Ved siden af jobbet som afdelingsleder skal der dermed føres valgkamp til næste år. Folk skal dog ikke være nervøs for, at han går på kompromis med den del.
- Der skal være tid til at føre valgkamp. Jobbet er fleksibelt, og jeg kan også arbejde hjemmefra. Det hele er et spørgsmål om prioritere sin tid. Jeg har en aftale med min hustru om, at der kan afsættes tid til det hele. Det går selvfølgelig lidt ud over familielivet, men vi har heldigvis voksne børn, så de kan passe sig selv, siger borgmesterkandidaten.
Kristian Tilsted har siddet i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune i 10 år og er i dag medlem af Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.
Han blev tidligere på året fritstillet fra det direktørjob, han havde i Netselskabet Elværk. Ifølge eget udsagn på grund af omstruktureringer.
Den nye arbejdsplads ligger i Nykøbing Mors. European Energy er en international organisation med 850 ansatte fra 43 nationaliteter.
Han får arbejdsplads i Nykøbing Mors og bliver chef for samlet 14 medarbejdere. Det nye job glæder ham.