TV2 Nord tog på tranejagt: Så skete det uventede
En særlig og sjældent langbenet gæst er netop nu på besøg i Nordjylland. Det er nemlig få dage siden, at den store fugl prærietranen blev spottet mellem Thisted og Fjerritslev.
TV2 Nord var derfor taget på udkig efter den sjældne trane, der kun er set tre gange tidligere i Danmark.
- Det går overraskende godt, for vi har lige spottet den her sjældne trane. Der har lige været en turistbus med en hel masse folk, der ville se den. De gik lige, inden vi gik live, og så kom tranen, lyder det fra TV2 Nords reporter Caroline Monin.
Det var ikke TV2 Nords reporter, der spottede tranen, men derimod ornitolog Jørgen Peter Kjeldsen.
- Det er altid sjovt at se en sjælden fugl, lyder det fra Jørgen Peter Kjeldsen.
- Den er kommet herover på en eller anden måde ved at blive blæst over havet, og så føler den sig selvfølgelig lidt alene. Det er en af bare to prærietraner, der opholder sig i Europa for tiden.
Se hele live-indslaget herunder:
Tranen har dog fundet andre fugle, der minder om den selv. Den har nemlig slået følge med Danmarks egne traner, og de har så fået den daglige rutine med at overnatte på Bygholmvejle, og så flyver de i dagtimerne østpå, oplyser ornitologen yderligere.
Hans bud er, at det er femte gang, han ser tranen, mens den har været i landet i denne omgang.
Ornitologen fortæller samtidig om tranen, at den har det fint i Danmark, hvor den lever på samme vis som landets andre traner, mens den er på besøg.
Første gang prærietranen blev set i Danmark var i 2021, og der var Jørgen Peter Kjeldsen også en af iagttagerne.