TV: Socialøkonomisk råvaremarked er åbnet
Dette webklip tilhører TV2/Nord.
Fredag har AOF Vendsyssel åbnet sit nye Råvaremarked i Hjallerup.
AOF Vendsyssels nye råvaremarked er resultatet af et samarbejde med lokale råvareproducenter og et bidrag til lokalområdets handelsliv.
I maj åbnede AOF Vendsyssel den socialøkonomiske virksomhed Råvaremarkedet i Hjallerup. Råvaremarkedet blev skabt under mottoet; Køb lokalt, løft socialt.
Her har unge og voksne på kanten af arbejdsmarkedet mulighed for at blive opkvalificeret inden for en række fagområder, få styrket deres selvværd og opleve glæden ved et meningsfuldt arbejdsfællesskab i trygge rammer.
Mens én gruppe arbejder i haven med etablering af blomsterbed, køkkenhave og andre grønne projekter, er en anden beskæftiget i CAFE KOX HAVE, der er lillesøster til CAFE KOX i Brønderslev. Her fremtrylles kulinariske overraskelser baseret på frugt og grønt fra egen have samt lokalproducerede råvarer.
Det hele sker under kyndig vejledning af fagspecialister ansat under AOF Vendsyssel.
Hver anden fredag vil man fremover kunne møde lokale råvareproducenter. Markedsdagene vil være krydret med musikalske indslag, spændende oplæg og kreativt værksted - alt sammen afhængigt af årstid, vind og vejr, oplyser AOF Vendsyssel.
Indslaget over artiklen er fra torsdagens Regionen Rundt, hvorfor der bliver sagt "i morgen"