TV 2 Vejret varsler kraftigt tordenvejr og skybrud
Foto: Foto: Keld Sørensen / Privatfoto
Lørdagen byder på uvejr med kraftige vindstød og voldsomme regnskyl.
Lokalt kan der falde op mellem 20 og 30 millimeter regn i forbindelse med aftenens tordenvejr.
Danmark bliver delt i to i løbet af lørdagen, når der i Vestdanmark venter spredte byger, mens der omvendt er udsigt til varmt og i perioder solrigt sommervejr mod øst.
Det hele kulminerer i aften, hvor et kraftigt tordenvejr giver risiko for skybrud i flere landsdele.
I den forbindelse har TV 2 Vejret udsendt et varsel for netop torden og skybrud. Varslet dækker hele Jylland og Fyn i perioden lørdag klokken 18 til søndag klokken 03.
Her får du et overblik over dagens vejr og til sidst dagens detalje.
Formiddag: Mest tørt
Allerede fra morgenstunden er landet delt i to. Befinder man sig på Fyn eller østover, vil man stå op til solrigt vejr.
Anderledes overskyet ser det ud i Jylland.
Til gengæld forventes det at holde mest tørt frem til middag. Eneste undtagelse er i det vestlige Jylland, hvor de første regnbyger kan dukke op sidst på formiddagen.
Eftermiddag: Op til 27 grader
Gennem hele eftermiddagen er der udsigt til en del spredte regnbyger over Jylland. Nogle af bygerne kan kortvarigt også drive hen over Fyn.
Så vil man være sikker på flot sommervejr, er det en god idé at begive sig over på den østlige side af Storebælt.
I Østdanmark er der nemlig udsigt til flot sommervejr med nogen eller en del sol.
Også temperaturmæssigt bliver landet delt i to. Fra Fyn og østover topper termometret med 24 til 27 graders varme – i Jylland bliver det blot med 17 til 19 grader, når det bliver varmest.
Vinden bliver dagen igennem svag til jævn fra sydlig retning.
Aften og nat: Risiko for skybrud
I aftentimerne bevæger et lavtryk sig op over landet fra sydvest, og det er med til at intensivere vejret over Danmark, hvorfor der er risiko for skybrud og torden i flere landsdele.
Skybrud er defineret ved mindst 15 millimeter nedbør på 30 minutter, hvilket kan give lokale oversvømmelser.
Ifølge prognoserne bliver uvejret særligt potent i timerne omkring midnat i det østlige Jylland og på Fyn.
Med tordenvejret følger også en risiko for kraftige vindstød og hagl.
Dagens detalje
Der kan falde store mængder regn i forbindelse med aftenens og nattens tordenvejr.
Lokalt kan det blive til mellem 20 og 30 millimeter regn – lokalt måske op imod 40 millimeter regn.
Flere artikler fra tv2.dk