Tusinder ser nordjyde spille computer
Når nordjyske Samrita og fynske Robin spiller computerspillet Minecraft, kigger folk fra hele Norden med. De optager det nemlig og lægger det på YouTube, hvor deres videoer lige nu blevet set knap fyrre millioner gange.
"Oooooohøj folkens!"
Sådan lyder en velkendt intro, når knap 100.000 følgere, også kaldt subscribers, klikker ind på YouTube-kanalen RobinSamse. I 2,5 år har Robin og Samrita filmet, mens de spiller computerspillet Minecraft. Et spil, der går ud på at overleve i en verden, hvor man skal samle ressourcer og bygge ting, der beskytter mod zombier og monstre.
- Til at begynde med troede Samrita ikke på, at der var nogle, der gad at se os spille spil. Men jeg fik hende endelig overtalt, og det viste sig, at der var rigtig mange, der gerne ville se det, siger Robin.
RobinSamse er den mest sete dansktalende YouTube-kanalb med knap fyrre millioner visninger.
- Det er fuldstændig vanvittigt. Vi havde slet ikke regnet med, at så mange ville kigge med. Det er helt vildt, hvordan det er gået, siger Robin.
Indtil videre er det blevet til 500 videoer på YouTube-kanalen - mange af dem med en varighed på over en time. Det kan lyde af meget, men de mange fans vil have endnu mere. På trods af at de altid taler dansk i deres videoer, har det unge par fans fra flere lande.
- Det sker ofte, at fans kommer over og beder om autografer og billeder. Nogle gange sker det allerede om morgenen, når jeg står og venter på bussen, siger Samrita.
Computeruniverset har en stor plads i Robin og Samritas liv. De bruger flere timer om ugen på at optage og redigere videoerne. På væggen har Samrita lavet billeder af parret som computerskabte figurer, og sammen tager de ud og møder andre gamere.
- Det er ikke altid, folk forstår det. Men det er jo det samme med fodbold - det er jo hvad interesse, man har, og det er der også nogen, der ikke kan forstå, siger Robin.