Trykket stemning i fritidscenter
Foto: Torben Hedemose
Personalet i Fritidscenter Smedegården er ærgerlige over nattens forsøg på brandstiftelse men mener ikke, at det er centrets egne unge, der står bag.
Stemningen blandt personalet på Fritidscenter Smedegården i Aalborg Øst er mærket efter nattens forsøg på brandstiftelse. Kort før midnat kastede en eller flere gerningsmænd en molotovcocktail gennem en rude og ind i centret. Ilden fik dog aldrig for alvor fat, og bygningen slap med mindre sodskader.
- Selvfølgelig er personalet trykket af, hvad der er sket. Det er ærgerligt at komme til en institution, hvor der er sket hærværk, siger Frank Nielsen, leder af fritidscentret.
Der er umiddelbart ingen spor efter gerningsmanden, men politiet skal nu undersøge flasken fra molotovcocktailen. Frank Nielsen tror ikke, at gerningsmændene er nogle af de unge, der kommer i centret:
- Vi har slet ikke nogen ide om, hvem der har kunnet finde på det her. Jeg tror ikke på, at det kan være nogen af vores egne unge, for vi har ikke noget udestående med nogen af dem, siger han.
Fritidscentret måtte torsdag flytte til andre lokaler, mens der blev ryddet op i bygningen.
Det er tredje gang på få uger, at der bliver kastet med molotovcocktails i Aalborg Øst.