Truede med softgun
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Retten i Aalborg indledte torsdag retssag mod den 52-årige kvinde, der sidste år truede ekspedienten på en tankstation med en softgun.
Nordjyllands Politi rykkede talstærkt ud 18. maj 2010, da der indgik anmeldelse om en kvinde med pistol.
Det var en 52-årig kvinde, der dukkede op med en pistol på shell-tanken i Østergade 27 i Nørresundby. Hun sagde ingenting. Hun holdt blot en pistol frem og tog ladegreb.
Ekspedienten trykkede på overfaldsalarmen, og politiet var fremme på få minutter.
En betjent affyrede et varselsskud op i luften. Det fik kvinden med pistolen til at barrikadere sig på toilettet. Politiet fik talt hende ud, og undgik derved at presse hende ud med gas eller skum.
Hun blev anholdt uden større dramatik.
Bagefter viste det sig, at kvindens pistol var af typen softgun.
Der falder dom 1. december.