Tredje gang er lykkens gang: Bedstemors kupon gav milliongevinst
Foto: Danske Spil
Tredje gang viste sig i sandhed at være lykkens gang for en mand fra Nordjylland.
Han har nemlig vundet 1 million kroner med Lottos Super Millionærchancen på en kupon, der er gået i arv i familien i årevis. Hverken bedstemor eller far vandt på den, men nu har sønnike altså scorede en million kroner.
Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
- Jeg var helt rundt på gulvet, og fatter stadig ikke, at det er mig, der skulle vinde en million - banken havde heller ikke haft en Lotto millionær før, griner manden, som bor nord for Limfjorden, og som har valgt at være anonym.
Det er faktisk nogle gamle Lotto numre, den glade vinder har spillet – og vundet på. Numrene er nemlig gået i arv i familien, først fra bedstemor til far, og så til manden selv.
- Jeg har kun selv spillet Lotto i omkring et år, men min bedstemor var med fra starten i 1989. Det er jo nærmest en tradition i familien. Min far har aldrig vundet noget stort, men det har jeg nu, konstaterer manden glad.
Nordjyden havde ikke forventet at vinde en rød reje, han er dog alligevel ikke i tvivl om, hvad pengene skal bruges på.
- Jeg har ikke brugt en øre endnu og lever, som jeg plejer, men jeg har et gammelt hus, der skal repareres lidt på et tidspunkt. Det bliver skønt at kunne sætte tømreren i gang, for huset kan jeg kigge på hver dag og være glad for, siger manden.
Super Millionærchancen garanterer fem millionærer hver eneste måned året rundt. Det er en fast ekstratrækning den sidste lørdag i måneden, hvor Danske Spil trækker lod om 5 gange en million kroner blandt alle månedens spillede rækker.