Tre spillere isklar i Aalborg
Aalborg Ishockey skriver kontrakt med tre spillere af egen avl.
Endnu tre mand er klar for Aalborg Ishockey. Klubben har skrevet kontrakt med Lasse Jul Korsgaard, René Espersen og Mathias Christensen, som alle er af klubbens egen avl.
18-årige Lasse Jul Korsgaard får en treårig kontrakt med Aalborg Ishockey, efter at han i sidste sæson viste særdeles fine takter.
- Det er altid dejligt, når én af vores egne bryder igennem. Og det gjorde Lasse i sidste sæson, hvor han spillede mange kampe, og jeg er overbevist om, at han kan lægge yderligere til på sit niveau allerede i den kommende sæson, siger direktør Frederik Åkesson.
23-årige René Espersen og 20-årige Mathias Christensen er begge tilknyttet på toårige kontrakter.
- De vil begge noget med deres ishockey, og de har den rette indstilling og attitude, så det bliver et par værdifulde spillere for os, siger Frederik Åkesson.
Der begynder langsomt at forme sig en trup i Aalborg Ishockey, hvor der nu er 11 spillere på kontrakt.