Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tre kandidater er klar til at kæmpe for Moderaterne i Nordjylland

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det nystiftede parti har udpeget sit første kuld af folketingskandidater. Tre er stillet op i Nordjyllands Storkreds - i hvert fald ifølge dem selv.

Det ny parti Moderaterne, der formelt blev stiftet søndag, har - måske - sat navn på nogle af dem, de nordjyske vælgere ved et kommende valg kan stemme på, hvis de vil støtte partiet.

"Måske", fordi kandidater og partiets pressechef har givet forskellige oplysninger om kandidat-situationen.

Efter det stiftende møde søndag offentliggjorde partiet navne på 41 personer, som sammen med flere, der offentliggøres senere, skal repræsentere partiet ved folketingsvalget. Det fremgår ikke af partiets hjemmeside, hvem der stiller op hvor i landet.

Ifølge pressechef Jeppe Søe skyldes det, at beslutningen skal træffes af partiets hovedbestyrelse, der først blev valgt på det stiftende møde, skrev han søndag eftermiddag i en mail til TV2 Nord.

Imidlertid oplyser Kristian Klarskov, der er en af de 41 kandidater, at det i Nordjyllands Storkreds bliver ham, Mohammad Rona samt Dina Mofidi, der stilles op.

En af de tre skal ifølge Kristian Klarskov have status af spidskandidat.

Tidligere kandidat hos Konservative

Kristian Klarskov, der er 46 år, er født i Skagen, men bor i dag i Støvring. Han har de seneste 20 år været iværksætter og bistået små virksomheder med at komme i gang. Det var i første række Lars Løkke Rasmussens person, der fik Kristian Klarskov til at engagere sig i Moderaterne. Siden har han været med til at udvikle partiets politik.

Ved folketingsvalget i 2011 stillede Kristian Klarskov op for Det Konservative Folkeparti. Han fik 144 personlige stemmer, men pointerer, at han stort set ikke førte valgkamp, fordi han lå på sygehuset med nyresten.

Da partiformand Lene Espersen efterfølgende blev væltet, meldte han sig ud i protest mod partiets nye politiske linje, og har ikke været medlem af noget andet parti, før han meldte sig under Moderaternes faner.

Regionerne skal nedlægges

Dina Mofidi oplyser ligeledes til TV2 Nord, at hun stiller op i Nordjyllands Storkreds. Hun er 23 år og i gang med kandidatdelen af politik- og administration-uddannelsen på Aalborg Universitet. Hendes mærkesag er mental sundhed - en mærkesag, der til dels bygger på hendes egne oplevelser med sundhedsvæsenet.

- Jeg har et usynligt handicap, men er blevet tabt af sundhedsvæsenet, fordi de forskellige dele ikke kan arbejde sammen. Det skal ingen andre opleve, og jeg er derfor en varm fortaler for Moderaternes forslag om at nedlægge regionerne og erstatte dem med ét nationalt sundheds- og sygehus-system, siger Dina Mofidi, der har et kortvarigt medlemskab af Det Radikale Venstre for nogle år siden bag sig.

Den tredje kandidat i Nordjylland - ifølge ham selv - er Mohammad Rona, 37 år og bosat i Gug. Han er født i Kabul og flyttede i sin tid til Nordjylland af jobmæssige grunde - og med en klar intention om hurtigt at returnere til den københavnske vestegn, hvor hans familie bor. Men så traf han frederikshavnske Stine - hvorefter Nordjylland blev hans base.

Han er afdelingschef i Randers-virksomheden Onlinepos. Desuden er han netop nyvalgt til integrationsrådet i Aalborg Kommune, og det bliver i første omgang udlændinge- og integrations-politik, han vil arbejde med også som folketingskandidat. Han har ikke tidligere været politisk aktiv.

Pressechef Jeppe Søe har efterfølgende korrigeret sin første melding om, at kandidaterne først fordeles efter storkredse til august: "Dem, der ved det (hvor de stiller op, red.) må selvfølgelig gerne sige det". Og "dem, der stiller op - og vil ud med det, skal du endelig bare stole på," skriver han i en ny mail til TV2 Nord.

Jeppe Søe, der selv bor i Nordjylland, er i øvrigt selv med på listen over de 41 folketingskandidater, men det er ikke oplyst, hvor i landet han skal være kandidat.


Nu kan Hobros højeste bygning med vild udsigt blive din

Foto: Jacob Grønlund

Foto: Jacob Grønlund

Hvis du havde dit helt eget højhus, hvad skulle det så bruges til? Nu har du i hvert fald muligheden.

45 meter, 1612 kvadratmeter, 13 etagers højde og to bygningskroppe. Den gamle kornsilo ved Hobro Havn er lidt af en krabat, og mulighederne er mange.

- Det er vel kun fantasien, der sætter grænser. I stedet for at den bare står som en gammeldags kornsilo, tænker jeg, at det kunne være spændende og attraktivt at lave den om til noget, der kunne bruges til noget mere attraktivt for Hobro Havn, fortæller Jacob Grønlund, som er bygningsejer og direktør for Jacob Grønlund A/S.

Han har ejet bygningen siden 2008, men nu har du simpelthen mulighed for at købe den.

- Jeg tænker, man skal udnytte den højde, den har, og alle de kvardratmeter, der er inden i den.

Foto: jacob Grønlund Foto: Jacob Grønlund

Allerede lejeindtægt på plads

Bygningen har udlejet plads til antennepositioner for flere selskaber.

- Det er jo det, der er attraktivt for en investor, at der er nogle gode lejere blandt andet TDC, Telenor og 3-Mobil på nogle forholdsvis nye lejekontrakter, der løber i både 10 og 15 år, fortæller bygningsejeren, som pointerer:

- Så får du en rigtig fin lejeindtægt hvert år.

Derudover bliver bygningen ifølge Jacob Grønlund også udlejet til rapelling til ungdomsskolen og efterskoler.

Foto: Jacob Grønlund Foto: Jacob Grønlund

Kan inspireres af succes-silo i Aarhus

- Det ligger lige til højrebenet at udnytte den til ekskluive boliger med panoramaudsigt udover fjorden og byen. Det ville være oplagt. Så kunne det være fedt med en restaurant oppe i toppen. Det kunne være rigtig spændende for Hobro Havn.

Sådan lyder det fra bygningsejeren, som påpeger, at alle i Hobro kender den store markante silo nede på havnen.

- Jeg tænker, at man skal lave noget smukt og flot, som passer ind i det flotte havnemiljø, vi har i Hobro, fortæller han.

Fra reposet har man en unik udsigt, og herfra blev der blandt andet spillet en live-koncert under corona-pandemien.

Jacob Grønlund peger på et præcist eksempel på en succesfuld ombygning af en silo.

- Det, der er lidt specielt ved den her silo, er, at den har stort set samme kropsform som 'Siloetten', der ligger nede i Aarhus. 'Siloetten' er en silo, der minder om den i Hobro, hvor man har bygget kassetter på siden af den og lavet den om til eksklusive boliger

Spørgsmålet, alle nok er interesseret i, er prisen, men den vil den nuværende ejer dog ikke røbe til TV2 Nord. Jacob Grønlund opfordrer i stedet seriøse og interesserede købere til at ringe til ham og få en uforpligtende snak, hvor han nok skal fortælle prisen på siloen.


Sex-workshop: - Jeg håber at komme lidt tættere på min partner

Vi skal være bedre til at tale om sex- og seksualitet. Det mener det nordjyske firma, Zandora, som tirsdag aften holdt en sex-positiv workshop i Aalborg. TV2 Nords reporter Nicolai Porskrog var til stede til arrangementet.

Se hvordan det forløb i videoen herover.


Kovending: Aflysning af stort sportsstævne afblæst

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Deltagerne ved Ungdomslegene samlet i Vestre Fjordpark.

Da Aalborg Kommune for knap to måneder siden forhandlede budgettet for 2025 på plads, var der tilsyneladende ikke råd til at afholde Ungdomslegene i Aalborg den kommende sommer.

Efter et byrådsmøde mandag står det nu klart, at Ungdomslegene alligevel vil blive afholdt i Aalborg 29. juli til 3. august 2025. Og det glæder foreningen Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg (SIFA).

- Det er utrolig dejligt, at politikerne har ombestemt sig, og så er vi jo glade for, at vi ikke bryder traditionen på 50-året, og nu i stedet for kan fejre det, lyder det fra Ole Nielsen, der er formand i SIFA.

Ungdomslegene fandt sted for første gang i 1975, hvor Aalborg var værtsby. Ligesom OL bliver Ungdomslegene afholdt hvert fjerde år, men grundet corona var der ikke noget stævne i 2023.

Det er Aalborg og venskabsbyerne Lancaster i England, Almere i Holland og Rendsburg i Tyskland, der på skift har afholdt stævnerne. Men det er ikke kun fra de byer, at deltagerne kommer fra. Da stævnet sidst blev afholdt i 2019, med Aalborg som værtsby, var der deltagere fra 19 byer.

Håbet er, at man kan tiltrække 1000 deltagere. Det er Vestre Fjordpark og Aalborg Vestby, der vil være base for Ungdomslegene, mens stævnerne vil foregå rundt omkring i byen.


Vinterens første sne kan være faldet - og der er mere i vente

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den første sne ser ud til at være faldet i Skagen, og der er flere snebyger på vej ind over Nordjylland.

Det oplyser TV2's meteorolog Peter Tanev.

Kent Bandholm Hansen har tirsdag aften sendt et billede til TV2 fra sin matrikel i Skagen.

Vinterens første sne ser ud til at være faldet, og det skete længst mod nord i Skagen, hvor billedet er fra. Foto: Kent Bandholm Hansen / Seerfoto

Det er dog ifølge Peter Tanev svært at se på billederne, om det er snehagl, og er det tilfældet, så kan vi ikke 100 procent kalde det sæsonens første sne.

Hvis det er sne, så er det ifølge TV2 faldet cirka ni dage senere end vanligt.

Allerede klokken 20:48 bebudede Peter Tanev, at der de næste timer meget vel kunne falde sne flere steder i Nordjylland.

Her var der observeret torden tæt på Skagen, og i den forbindelse lød det:

- Når bygerne er med torden, er det typisk også en indikation på, at de er kraftige. Vi må derfor forvente, at der de næste timer kan være kraftige snebyger, der rammer den nordlige del af Jylland, siger han og tilføjer:

- Der er også ved at blive dannet en række byger i Kattegat, og det er ikke umuligt, at de også vil udvikle sig til tordenbyger.

Temperaturen ligger i øjeblikket omkring frysepunktet mange steder i det nordjyske.


Jubel hos forskere: Fossil af 55 millioner år gammel ørentvist fundet på Mors

Foto: TVMidtVest

Et knap to centimeter langt fossil af en ørentvist har vakt stor glæde blandt forskere. Nu er ørentvisten registreret som art og opkaldt efter finderen.

Der var en, der fandt den. En der syntes, den var spændende. En der fik en åbenbaring. En der gerne ville studere den nærmere, og en der var med på den.

Sådan gik det til, at fire forskere for nylig kunne udgive en artikel i et internationalt, videnskabeligt tidsskrift. En artikel med en beskrivelse af en fossil ørentvist, som viste sig at afvige fra den type, vi kender i herhjemme i dag.

- Det betyder meget for vores arbejdsglæde. Det er dejligt, hver gang det sker, og det er også noget der bliver kigget på, når museerne og vores forskning skal bedømmes, siger Jan Audun Rasmussen, der er museumsinspektør og forsker på Museum Mors.

Helt ny art

Fossilet af den 55 millioner år gamle ørentvist blev fundet i moleret på Mors af fossiljæger og museumsinspektør, Henrik Madsen for nogle år siden.

- Jeg var med det samme klar over, at her var der tale om en helt ny art, fortæller Henrik Madsen, der har set og studeret tusindvis af fossiler gennem årene.

Han fandt den ved Ejerslev på Mors, og efter at han havde behandlet den, landede den under kollegaen Jan Audun Rasmussens mikroskop.

- Det var et af den første fossiler, jeg begyndte at kigge på, da jeg kom til museet, for vi kunne godt se, at den var spændende, forklarer Jan Audun Rasmusen, der er museumsinspektør og forsker på Museum Mors.

Han tegnede ørentvisten op, og allierede sig blandt andre med seniorforsker Thomas Simonsen på Naturhistorisk Museum i Aarhus. 

Da han fik danekræet under mikroskop, fik han noget, der nok nærmest kan betegnes som en åbenbaring, da han kunne konstatere, at ørentvisten havde en slags plade, der stak ud fra ryggen mellem klosaksene. Det har ingen hjemmehørende ørentvist.

Ørentvist-fossilet viste sig at være i familie med en art, der i dag lever i Indien, Afrika Sydøstasien og Australien. Det er det første fossile eksemplar, der er fundet i verden, men det kommer ikke bag på forskerne, at den levede her for 55 millioner år siden. 

- Dengang var der subtropiske forhold i havet over det nuværende Danmark. Her var over 30 grader, så det er ikke underligt, at den varmeelskende ørntvist har levet her, fortæller Jan Audun Rasmussen fra Museum Mors.

Efter at arten nu er blevet beskrevet i detaljer af fire forskere og udgivet i tidsskriftet Palaeoentomology, er den officielt registreret som art.

Opkaldt efter finder

Ørentvisten er knap to centimeter lang, og har fået navnet Apachyus Madseni. Opkaldt efter Henrik Madsen, der fandt den i de 55 millioner år gamle moleraflejringer.

 - Det er jo sådan noget, der giver mit arbejde mening, så det ikke kun er straffearbejde at gå rundt og hakke med en hammer, siger Henrik Madsen, der også indrømmer, at han er en smule stolt over, at hans navn nu bliver foreviget gennem et fossil - i øvrigt for ottende gang.

Ørentvisten bliver udstillet på Fossil- og molermuseet på Mors, når museet åbner til påske.