Travlhed ved døbefonten – tusindvis af børn er fortsat ikke blevet døbt efter corona
Foto: Chaideer Mahyuddin/AFP/Ritzau Scanpix
Mange flere fik deres børn døbt sidste år sammenlignet med 2020, som var tydeligt præget af nedlukninger. Men der er stadig en del børn fra den såkaldte corona-årgang, som endnu ikke er blevet døbt.
Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Sådan lyder det fra præsten, når hånden lægges på den døbtes hoved.
Sætningen er dog ikke blevet sagt med samme frekvens som tidligere. Særligt i 2020 spændte coronaen ben for den kirkelige begivenhed, og flere nybagte forældre valgte derfor at udskyde eller aflyse dåben.
jeg tror på, at vi kan indhente en stor del af det tabte
Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop, Aalborg Stift
33.890 blev i 2020 døbt i dét, der kan betegnes som coronaårgangen. I 2021 steg tallet så til 39.860, hvilket betyder, at man næsten er tilbage på normalen fra før corona.
Der er formentligt fortsat mange af børnene fra 2020, der endnu ikke er blevet døbt. Det er dog ikke noget, der bekymrer biskoppen i Aalborg Stift.
- Præsterne rundt omkring i det nordjyske har haft travlt her i efteråret, og det ser ud til at fortsætte. Så jeg tror på, at vi kan indhente en stor del af det tabte. Men der vil måske være et lille efterslæb, siger Thomas Reinholdt Rasmussen.
Konfirmation og familieforøgelse kan være en del af løsningen
Biskoppen nævner, at præsterne i Nordjylland afholder flere dåb om lørdagen end vanligt. Og selvom alle fra 2020-årgangen måske ikke vælger at blive døbt i løbet af 2022, så satser han på, at det nok skal komme.
- Jeg tror, at der er mange af dem, der ikke er blevet døbt, som måske vælger at blive det, når de kommer i konfirmationsalderen. Derudover tror jeg, at flere forældre måske vælger at døbe barn nummer et, når de får nummer to, siger han, inden han understreger, at Aalborg Stift ikke er hårdt ramt sammenlignet med andre.
OVERBLIK: De vigtigste tal fra kirkestatistikken 2021
I 2021 blev der foretaget 39.860 dåb i folkekirken. Ud af hele årgangen af 0-årige født i 2020 svarer det til 52,4 procent på landsplan. Så stor en procentdel her bliver døbt i de forskellige stifter.